Har jeg ondt af Åge Hareide?

Ja, for fanden. Jeg har helt vildt ondt af manden, der de seneste dage har kunnet se sit EM smuldre mellem fingrene. For ingen i hele fodbold-Europa taber mere ved udsættelsen af EM til 2021 end den danske landstræner.

Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney skal nok stå der igen om et år, når EM bliver afholdt i sommeren 2021. Det skal Åge Hareide ikke. Han fik stemplet en udløbsdato i nakken af DBU allerede i sommer. Den hed ‘EM 2020 og ikke længere’.

Nu stopper den i stedet allerede midt i marts. Og Kasper Hjulmand kan godt finde sine Copa Mundial-støvler frem og gøre sig klar til at skabe sit eget landshold, når coronavirussen er blevet slået ned.

Foto: Philip Davali
Vis mere

Så kan vi kigge på Åge Hareides tid som landstræner imens. Han har opfyldt alle de ønsker, der var til ham fra DBU efter Morten Olsen. Hareide skulle vinde fodboldkampe, og så var det mindre vigtigt, om det skete ved at smadre lange bolde op i hovedet på en fysisk back eller kantspiller.

Jeg vil huske landstræneren for at have opbygget en vinderkultur på et hold, der under Morten Olsen havde travlt med at tælle procenter på boldbesiddelsen. Men jeg kommer altså også til at huske Åge Hareide for at have kedet mig i en grad, så jeg var klar til at sprøjte håndsprit direkte i mine øjne.

Og det ved jeg, at han vil hade mig lidt for at mene.

Jeg og resten af pressen har nemlig fået hug af Åge Hareide for ikke at støtte nok op om landsholdet. Reelt kom kritikken af spillestilen jo altså ikke kun fra pressen, men den buldrede fra storskærmsarrangementerne i Danmark hele vejen til pressepladserne i Saransk, Samara og Moskva.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jeg står stadig ved min kritik af de danske præstationer og den danske spillestil undervejs i Åge Hareides periode som landstræner. Kan du ikke huske 0-0-kampen i Georgien? Gruppekampene ved VM? De 80 forfærdelige minutter mod Schweiz, der blev reddet af et schweizisk sammenbrud?

Så misunder jeg dig. For det var lange minutter. Og det gjorde det næsten endnu mere smertefuldt at overvære, når Danmark også kunne spille som mod Polen, Irland og Kroatien. Når jeg kunne se, at Danmark rådede over Kasper Schmeichel, Christian Eriksen, Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg.

Spillere, som i løbet af de seneste år har kunnet kalde sig ‘en af verdens i hvert fald 20 bedste målmænd’, ‘stjernespiller på et Premier League-tophold’, ‘profil i Bundesligaen’ og ‘anfører for et Premier League-hold'.

Det er flotte mærkater, og derfor må vi også gerne have store forventninger.

Jeg kan jo godt lide, at danskerne går op i, hvordan man spiller fodbold. At vi gør krav på at se god fodbold fra vores landshold. Det er da fedt, og det er et af de få steder, hvor Danmark har en anelse mere storhedsvanvid end mindreværd.

Derfor forstår jeg også godt, at DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, valgte at slå til, da Kasper Hjulmand pludselig var en mulighed. Det er håbet om, at Danmark igen kan komme til at fortrylle resten af verden med vores fodbold. Som dengang i 1986.

Om Kasper Hjulmand så kan løfte Danmarks spillemæssige niveau, vil tiden vise. Og han kommer til at stå sin prøve ved den EM-slutrunde, som Åge Hareide har kvalificeret Danmark til. Sådan skulle det ikke have været, og sådan burde det ikke have været.

Åge Hareide måtte gerne have kedet mig lige en enkelt sommer mere. Det havde han (og jeg) fortjent.