KOMMENTAR

Har vi egentlig rost Brøndby nok for den sæson, som i løbet af de næste 20 dage kan kulminere i både en pokaltitel og et mesterskab 13 år efter, der senest var guldfest vest for København? Jeg har ikke. Så lad mig starte nu og lette højt på hatten. Med risikoen for at stå med den i hånden senere på måneden.

Det, Brøndby har gang i netop nu, er kort sagt vanvittigt imponerende. Står de om tre uger – som noget kunne tyde på – med to pokaler i skabet, skal ordbogens største superlativer i brug. Det vil – i min bog – være en historisk præstation.

Da jeg forleden gravede lidt ned i tallene og detaljerne, gik det op for mig, at Brøndby med en sejr på søndag i Parken kan tangere det rekordhøje pointgennemsnit, som gør FC København anno 2010/11 til det matematisk set bedste hold i Superligaens historie. 2,45 point pr. kamp scorede Dame N’Doye, Jesper Grønkjær, Mathias ’Zanka’ Jørgensen og alle de andre i samme sæson, som de spillede lige op med FC Barcelona og som det første danske hold nogensinde gik i 1/8-finalerne i Champions League.

Brøndby skal ’bare’ slå ærkerivalerne for femte gang i sæsonen, for at gå op på siden af københavnerne som historiens mest suveræne Superliga-hold. Og vinder de blå-gule også sæsonens sidste tre kampe, glider de alene op på førstepladsen som det hold i Superligaen, der er gået mest potent igennem en sæson. Dét endda i en sæson,  hvor mesteren til forskel fra næsten alle øvrige år, på grund af slutspillet har mødt ligaens fem øvrige bedste hold hele fire gange.

Sker det? Sikkert ikke. Det vil trods alt undre mig, hvis de blå-gule går igennem de sidste fire kampe uden et eneste pointtab. Og spillere, ledere og fans i Brøndby er forståeligt nok lidt ligeglade, så længe guldet og pokaltitlen kommer hjem. Men lad os alligevel dvæle lidt ved det. For bare det faktum, at holdet på dette tidspunkt i sæsonen står med muligheden for at gå over i historien med en Superliga-pointrekord, er lidt af en sensation.

En sensation var det også, da Herfølge vandt mesterskabet i 2000, ligesom det har været overraskende og imponerende de gange, hvor AaB, FC Midtjylland og Silkeborg har stukket næsen frem og franarret de økonomisk stærkere københavnerklubber de mesterskaber, de nærmest har haft patent på siden Superligaens fødsel for 27 år siden. Både tidligere Brøndby- og FCK-hold har i dén grad også leveret fremragende sæsoner, men det er ikke pointen her.

Det er i stedet den suverænitet, Brøndby har vist, med tanke på det udgangspunkt og det materiale, sejrene og resultaterne udspringer af. Den turnaround, som det vist hedder på handelshøjskole-dansk. Det er den, der efterlader mig med kradsemærker i hovedbunden og et lidt fjoget ansigtsudtryk.

Brøndby kan nå en pointrekord, selv om de er oppe imod historiens bedste nummer to. I næsten alle øvrige sæsoner havde FC Midtjyllands pointhøst været nok til et mesterskab. Men ikke i denne, ser det ud til. Og hvordan er det så gået til?

Har Brøndby det største budget? Slet ikke. Har klubben haft det bedste springbræt? Nej, nej. Men så må de da have historiens bedste hold? Nej, overhovedet ikke.

Spiller for spiller er dette mandskab langt efter de bedste hold i Superliga-scrapbogen. Også efter flere Brøndby-hold. Holdet har en god målmand, en skøn type på højre back og angribere, der kan score mål. Men det er reelt set kun den sublime og iøjnefaldende brede midtbane, der som enhed og med Hany Mukhtar i spidsen, sandsynliggør en plads blandt Superliga-historiens bedste mandskaber. Ingen havde set Brøndby være så suveræne, som de er blevet. Det er kommet snigende. Uge for uge.

Med tanke på, at Brøndby for bare to år siden var i en lettere kaotisk tilstand, begynder der at tegne sig et billede. Et billede af et fremragende kollektiv med en stærk mentalitet og en afklaret og overrumplende spillestil.

Det er i store træk, hvad der har bragt Brøndby i den position, de er i i dag. Og så er vi ved at være fremme ved konklusionen. Ledelsen med Troels Bech i spidsen har købt de rigtige spillere, og de spillere har gjort det fremragende. Men æren for Brøndbys triumfer bør først og fremmest tilfalde cheftræner Alexander Zorniger.

Tyskeren kan ende med på to år at føre Brøndby ’fra intet til alting’. Gør han det, vil det være en trænerpræstation, som i min optik sætter de fleste andre skakmat. Måske endda dem alle.