På torsdag er det præcis et år siden, Morten Olsen med øjeblikkelig virkning sagde op som dansk landstræner efter næsten 16 år i jobbet. Få timer efter Olsen havde smidt de rød-hvide tøjler, kunne flere medier fortælle, at Åge Hareide ville samle dem op.
Nu er et år gået, og vi og det danske landshold har været igennem hele følelses- og resultatregistret. For et år siden var der brug for ny luft i luftmadrassen, og Åge Hareide behøvede ikke meget andet end et nyt system og et stort og smittende smil for at give pumpen et par tryk.
Da nordmanden samtidig gav flere af de unge spillere, som stiller sulten efter ungdommelighed og hvad-nu-hvis-tankegang, chancen, kom Hareide godt i gang. Og det momentum holdt henover åbningssejren i marts mod Island, et skuffende nederlag i Skotland og til en sommertur i Japan.
Det holdt endda ved, da det blev alvor i starten af september. Godt et halvt år med optimisme, positivitet og herlige tanker som ’gad vide, hvad det kan blive til’ og ’nu kan det blive rigtig sjovt’ blev det til. For det varede ikke ved.
Nederlagene til Polen og Montenegro i oktober fik os alle sammen ned på jorden igen og fik den ærgerlige følelse omkring landsholdet, som vi husker fra sidste efterår, til at snige sig ind på endnu en våd og blæsende årstid.
Efter to landskampe i løbet af de seneste dage, der ikke har flyttet noget nævneværdigt, er den følelse ikke forsvundet. Dertil var præstationen mod Kasakhstan for svingende mod en modstander af meget svag kaliber. Og kampen i Tjekkiet i aftes. Tja, Åge Hareide fik set et par nye spillere i aktion… Derudover er det bedste, der er at sige om det uafgjorte, reserveplagede opgør, der blev afviklet i en stemning mere hjemmehørende i de danske divisioner end til en landskamp, egentlig at det nu er overstået.
Ikke desto mindre slog kampen i Skoda-byen Mlada Boleslav en knude på landsholdsåret 2016. Åge Hareides første som dansk landstræner og det første for et ’nyt ’ dansk landshold. Den første mellemregning kan derfor skribles ned på papiret.
For har Åge Hareide formået at løfte det danske landshold – og har landsholdet formået at løfte sig selv, siden Morten Olsen sagde stop på et pressemøde i Parken for 365 dage siden?
Svaret er nuanceret. Men det negativt ladede svar må være ’nej’, mens det positive er ’ikke endnu’. Det danske landshold har i løbet af det seneste år vundet fem kampe, spillet to uafgjorte og tabt tre. Men holdet har på intet tidspunkt bokset over vægtklasse og vundet. Tværtimod er det blevet til nederlag mod nationer som Skotland og Montenegro, som i bedste fald er letmellemvægtere i den afpillede ende og ikke burde være bedre end Danmark.
Det er dog blot resultaterne og på ingen måde hele pointen. Det talentfulde danske landshold har nemlig muligheden for at blive bedre. En stor del af spillerne står i dag bedre rent individuelt, end de gjorde for et år siden. Ja, det gør de fleste faktisk. Tænk blot på Thomas Delaney, Andreas Christensen og Nicolai Jørgensen. Men den fremgang har Åge Hareide og spillerne selv ikke for alvor formået at overføre til landsholdet.
Hareide og spillerne har ganske vist haft korte perioder til at arbejde sammen og inkorporere nordmandens nye idéer. Men det samme er tilfældet for et utal af andre landshold, der stadig har formået at sikre udvikling.
Dén udvikling fra A til B i kvalitet og niveau er svær at få øje på i det danske landshold – og det er ærligt talt skuffende.
Om lidt venter endnu et landsholdsår. Et år, der med en kliche bliver knald eller fald for Åge Hareide og hans nye mandskab.
