Det bør kunne lade sig gøre! Ja, det skal faktisk kunne lade sig gøre for FC København at slå sig videre til Champions League i denne omgang. Det var fornemmelsen, jeg tog med ned på min plads i Parken i aftes. Og det var samme følelse, jeg rejste mig med igen. Dét på trods af, at 1-0 bestemt ikke udgør et sikkerhedsnet under københavnernes linedans på vej mod de store oplevelser og det trecifrede millionbeløb.
Sejren burde – og skulle helst – have været et mål større. Men FC København har alligevel klassen til samlet at slå de cypriotiske mestre, APOEL, og indløse en af de mest eftertragtede billetter i fodboldens verden. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at det vil være en skuffelse, hvis det ikke sker.
Op til det fjerde opgør på syv år i kvalifikationen til Champions League mellem et rød-hvidt mesterhold og cypriotiske APOEL fra Nicosia, havde FCK-træner Ståle Solbakken først pumpet den for dansk fodbold så onde ånd op – for siden at tage luften lidt ud af cyprioterne og ikke mindst den hjemmebane, hvor både FCK selv, AaB og FC Midtjylland tidligere har måttet lade Champions League-livet.
APOEL er da heller ikke noget uslåeligt mandskab. Heller ikke over to kampe med en returkamp spillet i et inferno af lyd, lys, varme og ’bolddrenge uden arme’, som William Kvist har udtrykt det. Cyprioterne er rutinerede og skruppelløse. De er både dygtige og trænede ud i at spille på og efter et resultat. Og de skyr meget få midler for at nå dertil. De er også det bedste mandskab, FCK hidtil har mødt i denne sæson, om end var særdeles begrænset, hvad de fik skabt i Parken. Men her stopper ’roserne’ også.
Bedømt på kampen i Parken har FC København mere individuel kvalitet. Alligevel rejser den lidt for smalle sejr spørgsmålstegn.
For første gang i denne sæson savnede jeg tirsdag aften Nicolai Jørgensen på FC Københavns hold. Federico Santander er en dygtig angriber, der kan have en stor fremtid foran sig. Både i FCK og på større europæiske adresser. Men han skal i højere grad end Jørgensen sættes op til sine scoringer og serviceres. Det er ikke sydamerikaneren, der afdribler et par mand og sender kuglen køligt forbi målmanden.
Det gør hans angrebsmakker Andrija Pavlovic heller ikke. I hvert fald ikke endnu. Til gengæld er han fremragende til at opsnuse chancerne. Han er ikke lige skarp på alle dem, han får. Men lige præcis i aftes var han skarp som en Global-kniv, da han fik chancen på en formidabel fremlægning fra Løvernes vigtige anfører, Thomas Delaney.
Det efterlader mig dog ikke med en overbevisning om, at FCK nødvendigvis scorer på Cypern. Her kan det hjælpe, at Andreas Cornelius – trods en skadespause – ligner en spiller med kursen sat tilbage mod den power, der engang gjorde ham til Superligaens bedste angriber og en starter på det danske landshold. Han er der dog ikke endnu.
Kan FCK-offensiven mønstre bare en enkelt scoring på Cypern næste onsdag, bør det være nok til, at de får lov at høre Champions League-hymnen på repeat i de kommende måneder. Det gør det på grund af den firer-blok, der udgør rygraden på dette FCK-hold. En blok med de to midterforsvarere, Erik Johansson og Mathias Zanka Jørgensen, og ikke mindst holdets forrygende anfører Thomas Delaney og en genopstået Willaim Kvist på den centrale midtbane.
Det er disse fire spillere, der især skal vise klogskab og koldblodighed i returen på et brandvarmt stadion i Middelhavet i næste uge. For det er kvaliteterne, der skal i brug. Kommer de det, går FC København også i Champions League for fjerde gang. Og det bør de.
