Indrømmet. Få ting er nemmere og mere taknemmeligt end at være bagklog. Men hvor er det ærgerligt, at det hold, vi søndag aften så slå Tjekkiet med 4-2 ikke også var det hold, der fik lov at spille de to første kampe ved U21-EM.
Et dansk mandskab med nyt blod på begge backs og en flyvende Kenneth Zohore i front imponerede stort og fik sat et flot punktum på en ellers skuffende EM-slutrunde, som aldrig rigtig fik luft under vingerne efter klare nederlag i de to indledende kampe mod to af Europas fodboldstormagter.
Havde Danmark besejret Italien og Tyskland med det hold, der lørdag fik tjek på tjekkerne? Næppe. De to giganter havde sandsynligvis vundet alligevel. Men havde Niels Frederiksen valgt en mere offensiv og ’risikabel’ opstilling med mere hurtighed og flair end defensiv fokus, havde smagen i munden og fornemmelsen i kroppen sikkert været bedre, end den er nu ved en hurtig evaluering af den rød-hvide EM-indsats.
Som også Andrew Hjulsager anfører, greb Niels Frederiksen EMs to første kampe for konservativt an. U21-landstræneren vil næppe selv indrømme det, men han lod frygten for at tabe overskygge viljen til at vinde og ofrede noget af den offensive farlighed og uforudsigelighed på forsigtighedens alter. Det er pokkers ærgerligt!
Vi så lidt af det samme ved det seneste U21-EM for to år siden. Her sad Jess Thorup og ikke Niels Frederiksen på trænerbænken, men også her faldt Danmark blandt andet grundet lidt for meget håndbremse og lidt for lidt gaspedal. Dengang virkede det eksempelvis mærkeligt at vælge Jonas Knudsen frem for Riza Durmisi. I dag ser dén beslutning mærkværdig ud. Niels Frederiksen er endt i en lignende situation.
At Kenneth Zohore fuldstændig ville ’outshine’ Superliga-topscorer Marcus Ingvartsen havde de færreste nok forudset. Så der er Niels Frederiksen mere end undskyldt. Men det undrer mig, at Frederiksen i de to første kampe valgte at satse på Frederik Holst på højre back og Jakob Blåbjerg og Jacob Rasmussen i modsatte side. Selvfølgelig betyder konsistens og spilletid i kvalifikationen noget, men ingen kan være i tvivl om, at Mads ’Mini’ Pedersen er en bedre spiller end både Blåbjerg og Rasmussen, ligesom Rasmus Nissens talent uomtvisteligt er større end det krigeren Frederik Holst er i besiddelse af.
Tag ikke fejl. Jeg forstår, hvorfor Frederiksen traf de valg, han gjorde. Han vurderede, at Danmarks bedste mulighed for gode resultater mod overlegne modstandere var med et defensivt udgangspunkt og mere livrem og seler end fest og farver i den bageste firekæde. Hans problem er bare, at det efterlader et billede af et dansk hold, der ikke gik 100 procent efter sejren – og måske heller ikke troede helt på, det kunne lade sig gøre at gå videre fra en meget stærk pulje.
Som iagttagere er det vores luksus at kunne sidde her og sige, at det danske U21-hold greb EM for konservativt an. Havde det defensive udgangspunkt givet resultater, havde Niels Frederiksen naturligvis stået tilbage som et taktisk geni. Men idet det ikke lykkedes, ender landstræneren og holdet med hverken at levere på resultater, spil eller underholdning. Det gør hele denne EM-slutrunde en smule uforløst.
Lidt uforløst ender det også for den fantastiske årgang 1994, der nu er fuldt udklækket og færdig med fodbold på ungdomslandsholdene. Holdet, der nåede EM-semifinalen ved U17-EM og et VM i Mexico, havde for alvor chancen for et stort resultat, da alle stjernerne var med ved U21-EM for to år siden. Men her endte det med et skuffende semifinalenederlag til de senere vindere fra Sverige. Ved dette EM var årgangens store stjerner som Yussuf Poulsen, Viktor Fischer og Riza Durmisi ikke med, men det var blandt andre Lasse Vigen, Christian Nørgaard, Kenneth Zohore og Lucas Andersen.
Nu bliver det spændende, om de formår at slå sig igennem til A-landsholdet.
