Er magtbalancen tippet i forholdet mellem landets to største fodboldklubber? Ikke ifølge hverken Brøndby eller FC København. Trods søndagens meriterende Brøndby-sejr i Parken, holder begge klubber stædigt fast i status quo, når det store billede skal udfoldes.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Brøndby lige nu er et bedre hold end FC København. To sejre i to indbyrdes kampe og et forspring i tabellen på 11 point tegner et tydeligt sprog.

Brøndby har det godt i rollen som underdog, men man skal på ingen måde undervurdere betydningen af den sejr, de blå-gule fik i Parken. Tro kan flytte bjerge – men det samme kan fodboldkampe. Især når de bryder en 13 år gammel forbandelse. Selvforståelsen i Brøndby flyttede sig søndag eftermiddag. Og med god grund. For Brøndby ikke bare vandt hos ’fjenden’ for første gang siden 2004. Brøndby vandt en kamp, hvor de var det bedste hold. Ret så klart endda. Det betyder ikke bare, at Brøndby har den bedste guldchance, siden Michael Laudrup var i klubben. Det betyder også, at det mindreværd, der har huseret i skyggerne på vestegnen i forhold til de succesrige løver inde i byen, nu er trådt i baggrunden. Ja, Brøndby er i det hele taget helt tilbage i lyset.

Søndag åd den blå-gule midtbane med Christian Nørgaard, Besar Halimi, Simon Tibbling og Hany Mukhtar FCK-holdet med dynamik, teknik og fysik, mens udsmiderne i gæsternes midterforsvar slog tænderne ud på Løvernes offensiv. Omvendt var de københavnske værter til tider skræmmende dårlige. Det unge østeuropæiske midterforsvar med Michael Lüftner og Dennis Vavro lavede fejl på sandkasseniveau, William Kvist lignede alt andet end en dansk landsholdsspiller og angrebet med Pieros Sotiriou og Andrija Pavlovic var på ingen måde et mesterhold værdigt. Der manglede – og mangler – både kreativitet og intelligens i FCKs spil. Peter Ankersen, Rasmus Falk og Carlos Zeca er leveringsdygtige, men advarselslamperne må alligevel lyse på Ståle Solbakkens kontor!

Jeg kan ikke huske, jeg har set et dansk Superliga-hold falde så meget i kvalitet fra én sæson til en anden, som FC København gjorde hen over sommeren. Det FCK-mandskab, der henrykkede i Superligaen og skabte overraskelser i Champions League, er milevidt fra det hold, der knoldesparkede sig igennem nederlaget til Brøndby.

{embedded type="node/" id="55704670"}

Har skader noget at sige? Ja, selvfølgelig. Et FCK-hold med Erik Johansson, Nicolai Boilesen, Jan Gregus og Federico Santander er et andet og væsentligt bedre mandskab end det, der søndag faldt for fødderne af Brøndby. Lægges det oveni de profiler, der forlod klubben i sommer og sidste vinter, har vi en stor del af årsagen til, hvorfor Brøndby har spist sig ind på FCK og lige overhaler ærkerivalerne målt på resultater og spil. Brøndby gør det fremragende, men forholdsmæssigt er FC København blevet væsentligt dårligere, end Brøndby er blevet bedre. Det er tankevækkende.

Søndagens resultat varsler en ny virkelighed i dansk fodbold. Vi har de seneste par år været vant til et suverænt FC København-hold, der næsten med sikkerhed stod med DM-titlen i maj. Det er slut nu. Magtbalancen rykker på sig, og jeg kan ikke se FC København komme igen i denne sæson og snuppe mesterskabet. Heller ikke selv om der stadig mangler 21 kampe. For lad os se realiteterne i øjnene. Udover Brøndby er også FC Midtjylland på krigsstien, og lige nu er FCK ikke engang et garanteret slutspilshold! Det skal dog nok ændre sig.

Den nye virkelighed kan blive kortvarig. For FC København har både kvalitet, knowhow og ikke mindst økonomi til at tage tronen tilbage. Men det ændrer ikke på, at der netop nu er vendt op og ned på styrkeforholdet mellem landets to største fodboldklubber. Og forandring har det jo med at fryde!