Winter is coming! Sådan lyder et af de mest ikoniske statements fra en af tidens helt store tv-serier. Og det gør den også, hvis vi kigger både på kalenderen og termometret. Snart endda.
Men for det danske landshold er vinteren udskudt. I hvert fald for en tid. Den lå og lurede med alt andet end en dansk sejr i aftes. Med alt hvad der hører til af mørke, kulde – og i mere konkrete tilfælde en misset VM-kvalifikation, en koldstart for det nye danske landshold og i yderste konsekvens måske endda en landstrænerfyring.
Den slags tanker kan nu skydes i baggrunden i minimum fire måneder. De rød-hvide slog Kasakhstan og lever dermed videre henover de kolde måneder med en vis optimisme og tro på tilværelsen. VM-mulighederne er stadig langt fra overvældende, men de lever – og tak for det!
Åge Hareide fandt formlen til sejr og opskriften på mål. Den indebar kuriøst nok et systemskifte fra den 3-5-2-opstilling, landstræneren har forsøgt at indarbejde, siden han startede i jobbet, til den 4-3-3, vi kender så uhyggeligt godt fra knap 16 år med Morten Olsen. Der var skiftet ud på navnene, men ellers blev genkendelighedens ’glæde’ vakt, da startopstillingerne landede i Parken lidt i otte i aftes. Den største forskel var de tre angribere, der mere var rendyrkede angribere, end de tre forreste, vi så i Olsens regeringstid.
Sejren var godkendt og fint forløst. Der var lyspunkter at spore blandt både de bageste og de forreste. Men det var lyspunkter på en billig baggrund. Det er mere end tilladt at være både glad over og tilfreds med den danske sejr. Men inden vi lader jubelen løbe af med os, er det værd at bemærke, at Kasakhstan er et af de dårligste mandskaber, der har gæstet Parken i de senere år. Gæsterne scorede godt nok en enkelt pind – og en fin en af slagsen – men kvaliteten var generelt så lav, at alt andet end en dansk sejr havde været en katastrofe af de store.
For hvor meget klogere blev vi egentlig? Mit svar er ’ikke meget’. Det danske landshold kan vinde fodboldkampe. Det er glædeligt, men heldigvis heller ikke nogen overraskelse. Det danske landshold kan lave mål – og mange af dem. Det er heller ikke en sensation mod et hold som Kasakhstan.
Men vi fik ikke svar på nogle af de presserende spørgsmål. Hvordan skal den danske midtbane spille og se ud? Hvem skal være Hareides udvalgte i frontkæden – og hvad skal der til, før Christian Eriksen igen kommer i gang som den virtuos, han bør og skal være i den rød-hvide dragt?
Den slags spørgsmål er noget nær umulige at blive kloge på mod et hold som Kasakhstan. Men kampe som dén kan give retning. Det så vi desværre heller ikke helt nok af. Thomas Delaney er ikke umulig at tage ud til næste kamp, frontkæden vekslede i niveau – og bortset fra et fremragende solomål til slutresultatet 4-1 greb Christian Eriksen ikke den dirigentstok, han har fået i hånden. Trods de to kasser.
Når det er sagt, er det små torne på en af de bedste og mest opløftende aftener i lang tid i den danske national-arena. Katastrofeblinket kan slukkes. I hvert fald i nogle måneder.
