Det skal være muligt at aflive problemulve og holde bestanden nede i Danmark.

Ulve er et rovdyr, og selvom der sker ganske få drab på mennesker, så er en ulv potentielt set i stand til at dræbe et menneske – især i et land som Danmark, hvor befolkningstætheden er stor, og ulve derfor færdes tæt på mennesker.

Det skaber utryghed for børnefamilier i de områder, hvor der færdes ulve, og det har i et nyligt tilfælde ført til selvtægt. En 66-årig mand fra Nordjylland er lige nu sigtet for at skyde og dræbe en ulv. Han nægter sig dog skyldig, men sagen er ærgerlig. Ud over det oplever landbruget, at ulve tager deres får og andre dyr, og selvom ulveforkæmpere argumenterer for, at man kan opsætte ulvehegn, så er de besværlige og dyre at opsætte.

Debatten er blevet meget følelsesladet, og det er sådan set forståeligt nok, men den er også blevet dybt polariseret. Nogle mener, alle ulve bare skal plaffes ned, mens den modsatte fløj slet ikke mener, vi skal røre ulven og bevare den fredning, som EU har vedtaget. Selvfølgelig skal menigmand ikke bare kunne tage ud og plaffe alle ulve ned, men det bør være muligt at indføre regulativer, hvor problemulve, der opfører sig truende over for mennesker, kan aflives. Og man bør vedtage, hvilket antal ulve der er acceptabelt i et land på størrelse med Danmark og med vores befolkningstæthed.

Som den canadiske ulveforsker Valerius Geist sagde i 2013 til Søndagsavisen:

»Hvis ulvenes tilstedeværelse accepteres af mennesker, så vil de angribe børn og svage grupper, såsom handicappede.«

Bare det, at der er en mulighed for, at det sker, bør have konsekvenser. Lad os da få ændret lovgivningen, så det er muligt at regulere antallet af ulve.

Man burde også have deciderede fagfolk, som kunne komme og regulere (skyde) ulven, når borgerne henvendte sig. Det gør man jo også med andre dyr.