Debatten om rygning er igen blusset op den seneste uge, hvor to tiltag, som skal begrænse rygning, er kommet. Først foreslog Kommunernes Landsforening et rygeforbud i arbejdstiden for de offentligt ansatte - altså et totalforbud. Både på arbejdspladsen, under transport, og når de arbejder hjemme.

Og senest har skoleleder på Vamdrup Skole, Per Rudbæk, proklameret, at lærerne skal arbejde 15 minutter længere, hvis de ryger i arbejdstiden.

Der kan ikke være to meninger om, at det er livsfarligt og usundt at ryge, og at især børn og unge skal stoppes i overhovedet at begynde, hvorfor det er helt fint at sætte afgifter op på tobak op og forbyde elever at ryge på skolerne.

Men når det kommer til voksne mennesker, må der altså være en grænse for, hvad man kan tillade sig at blande sig i, når det kommer til selvbetalte pauser. Hvis lærere farede ud midt i timen for at ryge i hobetal, eller hvis hjemmehjælperen stak en smøg lige op i næsen på en borger, så ville det selvfølgelig ikke være i orden.

Mange offentligt ansatte betaler selv deres pauser, og egentlig kan man argumentere for, at det faktisk er fritid, og så er det jo helt absurd. Men selv hvis pausen er betalt af arbejdsgiveren, burde rygning være en privatsag.

For hvad bliver det næste? Skal arbejdsgiveren så også begynde at blande sig i, om man hælder for meget dressing på salaten i kantinen, hvis man vejer et par kilo for meget?

Men hvad arbejdspladser med arbejdsgiverbetalte pauser? Er det i orden, at man render ud og ryger 30 gange på en dag? Nej, selvfølgelig skal det gøres med måde, men hvis man overholder sine deadlines og ikke driver rovdrift på sine kollegaer på grund af sin rygning, er det i princippet også ok at rende ud og ryge indimellem.

Der er ingen tvivl om, at rygning er en af de største trusler mod folkesundheden. Men disse tiltag rører ved det grundlæggende princip om personlig frihed, og hvad kommunalt ansatte foretager sig i deres egne private pauser burde være, ja, en privatsag.