Nytårsdag 2018. Som sædvanligt holdt de fleste vejret inden statsministerens nytårstale klokken 18 i Statsministeriet. Live. Lige tids nok til, at Lars Løkke Rasmussen kunne nå dronningens nytårstaffel.

Ville der være nogen bomber i år? Nogen politiske udspil som dengang han lavede et opgør med efterlønnen? Eller ville det mere være en af de der hyggelige taler med referencer til Matador?

Det blev ikke rigtig nogen af delene. I stedet blev det en genindspilning af et gammelt forslag. Gammel vin på nye flasker. For Lars Løkke Rasmussen lancerede for anden gang i sin tid som statsminister et ghettoudspil. Første gang han gjorde det var i 2011, og her seks år efter, står der stadig såkaldte ghettobyggerier flere steder i Danmark. Den gang skulle vi sende buldosere gennem ghettoerne, og her i 2018 skulle vi rive beton ned om nødvendigt.

Torsdag kom udspillet så. Og på trods af et par tidsler såsom dobbelt straf for forbrydelser i ghetto-områderne, der bryder med et vigtigt princip om lighed for loven, så er det vigtigt at få dæmmet op for parallelsamfund.

BT har afdækket, hvordan der på nogle muslimske friskoler bliver undervist ud fra et formørket syn baseret på koranen, for mange i de her områder er ikke en del af arbejdsmarkedet, og kriminalitetsstatistikerne har en overvægt af indvandrere og efterkommere.

Men den ene ghettoplan efter den anden er blevet forslået af skiftende politikere, uden der er sket særligt meget ude i virkeligheden. De er så at sige blevet nogle meget fine skrivebordsplaner ofte præsenteret tæt på et valg, for alle ved, at det er på udlændingepolitikken, valg skal vindes. På samme måde har S-formand Mette Frederiksen forslået et stramt udspil på udlændingeområdet, hvor asylansøgninger kun skal behandles i lejre i Nordafrika. Sjovt nok også meget tæt på et valg, som skal afholdes inden for et års tid.

Så politikere – stop med at hælde vand ud af ørerne, og få de planer ud af skrivebordsskuffen.
safa