Foto: Andreas Hagemann Bro

Peter Aalbæk Jensen har i tyve år ført sig frem som den excentriske, frække og storskrydende filmboss. Med sit ubestridte talent for selviscenesættelse er det lykkedes at skabe sig selv og sit livsværk Zentropa et unikt brand, som er kendt langt ud over Danmarks grænser. »Ålen« har været den skæve filmmand, der badede nøgen med journalister, og med sine altid bramfri og provokerende kommentarer har haft status som en slags nutidens Simon Spies.

Men charmen forsvinder, når man som den alt-dominerende chef åbenbart har presset helt unge medarbejdere nederst i hierarkiet til at ydmyge sig selv foran deres kolleger. I kølvandet på den verdensomspændende #metoo-kampagne, er det den seneste uge kommet frem, hvordan Peter Aalbæk Jensen i en årrække har straffet eleverne på Zentropa med smæk i bagdelen, hvis de havde begået fejl. Både Information og Politiken har talt med tidligere elever, kaldet småttere, der har fundet Aalbæks opførsel både ubehagelig og ydmygende, men de har ikke set det som en mulighed at sige fra. I dagens BT forklarer den tidligere filmproducent hos Zentropa, Meta Foldager, ligeledes, hvordan unge kvindelige kolleger flere gange søgte råd om, hvordan de kunne sætte grænser og undgå nærkontakt med filmbossen.

Hidtil har Peter Aalbæk med et smørret gadedrengesmil forsøgt at slå det hele hen som sjov og ballade. Men efterhånden som flere og flere historier er kommet frem om sexchikane, smæk og anden grænseoverskridende adfærd, er det blevet stadig sværere for Ålbæk at charmere sig ud af problemerne.

I dagens BT vælger Peter Aalbæk da også at gå så langt som til at undskylde over for de kvinder, der har følt sig krænket. »Jeg har været et kvajhoved,« siger han uden dog at anerkende, at alle beskyldningerne er sande.

Det er svært er sige, om Aalbæk virkelig mener, at han er gået over grænsen eller om undskyldingen er et forsøg på at redde Zentropa fra mere dårlig omtale. Men uanset hans bevæggrunde, er en undskyldning det eneste rigtige. tnk

 

 

 

 

 

 

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook