I dag kan BT fortælle en grotesk historie om tilstanden af det københavnske vejnet.

Gennem de seneste fem-seks år er antallet af indberetninger til kommunen om hullede veje mangedoblet. Det er bekymrede og frustrerede borgere, der gennem en  app fortæller kommunen om de mange huller - flere end 3.000 indberetninger blev det til sidste år.

Stigningen i antallet af indberetninger fortæller muligvis også historien om, at vi er blevet mere fortrolige med mobiltelefoner og apps, men når Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) åbent siger, som det vil fremgå af BTs videre dækning, at hun sammen med et stort flertal i Borgerrepræsentationen bevidst prioriterer cykler over biler, så er det naturligvis også historien om et vejnet, der nedslides hurtigere, end det bliver vedligeholdt.

I dag fortæller vi ligeledes historien om en dengang 50-årig mand, som efter at være flygtet fra torturbødler i Mellemøsten blev fældet af et 15 centimeter dybt hul i asfalten på Østerbro. På vej til sit job som buschauffør. Resultatet af mødet med hullet: Brud i nakken med delvise lammelser og betydelige smerter til følge. Svær kraftnedsættelse i den ene side af kroppen og begrænset gangdistance med stok.

Manden fik tilkendt erstatning fra kommunen, og hans advokat “håber”, at den tragiske sag har skærpet kommunernes agtpågivenhed og dermed forhindret ulykker.

Håb er godt, men det, vi som borgere har brug for, er sikre garantier fra vores folkevalgte i Københavns Kommune om, at de som en selvfølge prioriterer vedligeholdelsen af vores fælles veje så højt, at man ikke risikerer liv og lemmer, når man færdes på vejene.

Det er en ringe trøst, at København er en af verdens bedste cykel-byer, hvis det sker på bekostning af nødvendig og forsvarlig vedligeholdelse af vores veje. Jo længere, man venter med at reparere vejene, desto dyrere bliver det for skatteborgerne. Og desto farligere bliver vejene at færdes på.

jora