Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man læser om snart 77-årige Gulli Erhardt Seiersen i mandagens BT. Hun har været lærer i 56 år på den samme skole i Gentofte og arbejder fortsat på fuld tid. Gullis jævnældrene venner rejser og nyder pensionistlivet, men Gulli fortæller, at hun meget hellere vil være på skolen med børnene. »Jeg har altid gode klasser. Jeg er meget glad for dem, og de er meget glade for mig,« siger hun.

Gulli Erhardt Seiersen er naturligvis en solstrålehistorie, der skiller sig ud. Hvis alle langt oppe i halvfjerdserne fortsat knoklede på arbejdsmarkedet, ville det jo slet ikke længere være nødvendigt at tale om den voksene ældrebyrde. Selvfølgelig skal nedslidte mennesker, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv ikke tvinges til at blive på arbejdsmarkedet, men samtidig med, at der bliver flere ældre, så er der også langt flere, som er raske og rørige. Det grå guld. Disse friske seniorer kan med deres livserfaring være et kæmpe aktiv på en arbejdsplads, hvor de ofte stiller andre krav og har en anden tilgang til jobbet end yngre kolleger. Se bare på Gulli, der ikke vil lade eleverne bruge lommeregner, før de kan regne i hovedet og kæver en underskrift fra forældrene, hvis der ikke er lavet lektier.

Heldigvis kommer flere ældre i job, men som BT i dag fortæller, er der store forskelle kommunerne imellem. Ældresagen mener politikerne svigter ved ikke at gøre det endnu mere attraktivt for pensonister at tjene penge ved siden af deres folkepension, og det er selvfølgelig et oplagt værktøj til at give de ældre et incitament til at arbejde. Men det gælder også om, at især private virksomheder i en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft for alvor ser gevinsterne ved at holde på de ældre, rutinerede ansatte - også selv om de måske skal gå nogen timer ned i tid. Gulli viser på alle måder vejen for ældreguldet. tnk