KOMMENTAR
Tak for turen, kære sport
Det handlede mest om storhed og fald. Måske en kliche, men også en passende ramme.
Flemming Østergaard, Per Bjerregaard, Bjarne Riis, Michael Rasmussen, Peter Brixtofte og Anja Andersen. Alle har de fyldt en stor del af mit arbejdsliv gennem de seneste snart 15 år. Det samme har sportens globale A til Z fra Armstrong til Zidane.
Dette er den sidste kommentar om sport i BT fra disse hænder. Jeg har ikke styr på antallet, siden jeg første gang tillod mig at mene noget i din avis i 1999.
Men mon ikke et par tusind kommentarer om politik, samfund og især sport rammer tallet meget godt. Det er samtidig en stor bid af dansk sportshistorie. Et markant fællestræk for perioden er en ekstrem grad af ambition hos de centrale aktører – efterfulgt af nederlag, drama og turbulens.
Det gælder de store mænd i den professionelle sport fra Per Bjerregaards urfaderlige dynamik i proffodboldens dannelse over Flemming Østergaards ikoniserings-arbejde med Parken, FCK og sig selv til Jesper ’Kasi’ Nielsens massive slag på paukerne i både håndbold og fodbold.
Alle faldt de dramatisk og har været udsat for den hårdest tænkelige kritik, en stor del med rette, men jeg bærer også anerkendelsen af deres skabertrang og deres ambitioner med mig ud af kontoret. Det samme gælder for så vidt Peter Brixtofte. Manden, der skabte den liberale mønsterkommune i Farum, som alle i årevis solede sig i, indtil den kommunale Ikaros fløj for tæt på solen.
Han blev fældet af en sag, som begyndte på undertegnedes gamle, smalle sportsredaktør-kontor med det røde linoleums-gulv, hvor vi satte grave-holdet, da Jakob Priess-Sørensen kom med de første dokumenter fra sin kilde i Farum. Priess var journalist-vikar på sporten – og blev fastansat...
En måned, før jeg tiltrådte på BT, overværede jeg under et besøg på avisen, hvordan en journalist blev sendt i marken for at bore lidt i Niels Chr. Jung – journalisten, der sammen med Olav Skaaning Andersen fandt de første og mest markante gennembrud i dansk doping-journalistik. Det var rystende.
Der skulle ikke bores i Riis, men i journalisterne, mente man. Lad mig bare understrege, at den journalist og den chef ikke længere er på BT, og at linjen heldigvis er en anden i dag.
Hele perioden har været kendetegnet af en uforsonlig grøft mellem forskellige fløje af især cykelsportens fascinationskraft. Jeg har bedt mange års Tour de France-reporter-hold om at være kritiske. Jeg har siddet i retten efter, at en hacker var brudt ind i Michael Rasmussens indbakke i 2007 og ville sende dokumenterne til undertegnede.
Jeg har prøvet at hyre både Bjarne Riis og Michael Rasmussen til efterfølgende at skrive om cykelsport, fordi deres indsigt var indiskutabel og i troen på, at deres integritet var på omgangshøjde med virkeligheden. Men i hele feltet mellem fascination og frustration ligger tusinder af vrede mails, kommentarer og opringninger fra begge sider af grøften. Intet har i 15 år kunnet ophidse sports-Danmark som denne diskussion. Heldigvis har der også været ægte storhed som hos Tom Kristensen, Caroline Wozniacki, Mikkel Kessler, dygtige sejlere, roere, badmintonspillere og mange dygtige atleter.
En lære af de 15 år er desværre, at forbrydelse til en vis grad betaler sig. Især cykelrytterne, men også de mindre profilerede syndere i andre idrætsgrene og så selvfølgelig de andre, der kan have snydt sig på podierne uden at blive taget, har grundlagt deres formuer og storhed på bedrag. Men en lære skal også være, at man kontinuerligt skal række ud efter stjernerne.
Superligaklubberne skal søge mod Europa. DBU skal søge højere hylder end landets størrelse berettiger til. Og alle de kommende 15 års Wozniacki’er, Kessler’er, Friis’er, Norman Hansen’er og især Magnusson’er skal gives de bedste præstations-muligheder, vi som samfund kan tilbyde dem.
Tilbage står de sande helte. Dem, der ikke har Bo Bedre-villaer i Schweiz og Vejle og en Tour-bus på størrelse med Plaza Hotel. Det er folk som Rasmus Henning, Rasmus Quist, Mads Rasmussen, Eskild Ebbesen, Katrine Fruelund, Camilla Martin og Kristine Roug – atleter, der tog guld og tog deres karrierer til det yderste. Måske uden at tjene til resten af livet, men til gengæld skinner deres medaljer mere rent end så mange andres.
Tak for turen, sports-Danmark. Jeg glæder mig til at følge jer de næste 15 år.
