Brian Holm: Så vildt har cykelsporten udviklet sig siden min tid som rytter

Cykelsporten har ændret sig kolossalt, siden jeg selv kørte. Det er faktisk helt vildt.

Dengang var det mere en primitiv arbejdersport – hvilket sgu egentlig var meget charmerende. Man kørte i sorte bukser og hvide strømper, ellers blev man sendt hjem. Tatoveringer var fyringsgrundlag, og øreringene blev hevet ud.

I dag er cykling en top-topprofessionel sport. Helt Formel 1-agtig!

Alt er i princippet skiftet i forhold til 80erne og 90erne. Alt er hurtigere i dag. Cyklerne kører så meget bedre. Der er kritikere i dag, der siger, at rytterne stadig må være dopede, fordi de kører lige så hurtigt som i dopingæraen – og nogle gange hurtigere. Den har jeg hørt mange gange. Men det holder ikke. Virkeligheden er jo, at rytterne er meget mere veltrænede i dag – og så er udviklingen af cyklerne kommet ekstremt langt.

Jeg har stadig min racercykel fra 1991. Og det er jo en havelåge i forhold til det, man kører på i dag. Sætter man sig op på en moderne cykel, er der en verden til forskel i vægt og aerodynamik.

Jeg kan huske, da jeg i 2007 startede hos HTC – der skiftede vi cykler til Giant, hvor kablerne var skjult inde i cyklerne, og vi fik træning i en vindtunnel. Umiddelbart tænkte vi ikke, at der var den store forskel, men da Tony Martin efterfølgende satte sig op på sin cykel, kørte han et minut hurtigere på 40 kilometer. Alene ved hjælp af aerodynamik-træning. Et minut! Jeg troede næsten ikke på det.

Vi var det eneste hold, der ikke havde bad i bussen, og det var pisseirriterende. Men da chefen en dag spurgte ’hvad vil I helst have? En ny bus eller træning i vindtunnel’, valgte vi vindtunnel. Vi var de allerførste, der gjorde det – og vi vandt alt! I dag træner alle i tunnel.

Alt er blevet til videnskab. Fantomdragterne, som rytterne har på ved enkeltstarterne, ser meget anderledes ud i dag. De er blevet meget hurtigere. Og regnjakkerne er aerodynamisk konstrueret, så de tager så lidt vind som muligt.

Det er detaljerne, der afgør cykelløb. Da min rytter Marcel Kittel tidligere i Touren vandt med en millimeter foran Coquard, kan det sagtens være hans lukkede sprinterhjelm, der har gjort forskellen.

Maden er nøje planlagt. Alt er skemalagt. Rytterne ved lige præcis, hvornår de skal drikke proteindrik før og efter løbet.

Tilbage i min tid var det meget mere tilfældigt. Nogen gange gad jeg sgu ikke drikke energidrik, og så droppede jeg det bare.

Opvarmningen er også blevet en videnskab. Rytterne ved lige præcis, hvor langt de skal køre, og opvarmningsruterne før etaperne er planlagt minimum en måned i forvejen. Da jeg selv kørte ræs, kørte vi bare sådan lidt rundt inden etaperne. Måske lige ud på ruten og skændes lidt med ’gendarmerne’.

Aftenen inden en etape krydser alle ryttere af, hvilke hjul de vil køre på dagen efter. Det er en stor ting. Der er eksempelvis tre forskellige fælgestørrelser – 404, 606 og 808 millimeter. Det afhænger oftest af rytterens vægt og vinden, hvilke fælge de vælger. Og når de punkterer, skal de sige deres navn til mekanikeren, så han kan finde det helt rigtige hjul frem.

På hjul-området er man også kommet sindssygt langt. Eksempelvis er der – ligesom i golfbolde – små huller i fælgene. For aerodynamikkens skyld. Hjulene er vanvittigt lette. Selv hvis man bare er motionist, vil man kunne mærke en klar forskel ved at få fat i et hjul til de her 22.000 kroner. Det går meget, meget hurtigere.

Der er også GPS på cyklerne, så rytterne kan se ruten. Hvis der er tåge på en nedkørsel, stoler de blindt på computeren foran dem og tager svingene uden rigtigt at kunne se dem. Det tør de godt. I mine cykeldage kørte vi i sådanne situationer kun efter lyden. Hvis der lød et kæmpe brag forude, var det nok en ide liiige at trykke lidt på bremsen.

Bevares...vi havde cykelcomputere. Men det var bare, så vi kunne se, hvor mange kilometer der var, til vi ramte bjergene.

Der er sket en kolossal udvikling over de seneste 20-25 år. Og det er godt. Og det er også derfor, cykelsporten appellerer til så mange motionister. Der kommer nyt udstyr hvert år, og så skal folk ud og have ny cykel. En opgradering hvert år – det er dødsmart! Det næste, der kommer til at slå igennem bredt, er skivebremserne, tror jeg. Man kommer til at kunne bremse bedre. Men ok... jeg er aldrig styrtet, fordi jeg ikke kunne bremse. Jeg er tværtimod styrtet, fordi jeg har bremset for meget.

Jeg kan godt huske, da teknologien begyndte at gøre sit indtog i cyklingen. I begyndelsen af 90erne slog pulsuret Polar igennem. Italienerne vandt alt og sagde, at det var, fordi de trænede med pulsure. I virkeligheden var det nok noget andet. Men man skulle ha’ et pulsur – også selv om vi ikke rigtigt gik op i den slags. En dag sagde Jesper Skibby til mig under en træningstur: ’Hva fanden, har du fået Polar?’ – ’Ja, ellers tror folk sgu bare, at jeg er useriøs’. Det var ren skuespil dengang – i dag er det helt anderledes. De kan få virkelig meget brugbar info ud af sådan et ur.

Noget af det helt nye i sporten er de her små GoPro-kameraer, der er monteret på cyklerne. Der er store diskussioner i feltet, om det er godt eller skidt. Jeg synes, det er fedt. Jo flere informationer tilskuerne kan få, jo bedre. Folk kan jo godt lide den slags. At se en massespurt fra et GoPro-kamera er en superfed oplevelse. Det er ligesom, når Formel 1 er allerbedst – når man kommer helt tæt på og kan høre team-kommandoerne. Jeg elsker det! Og det er det samme med GoPro-kameraerne i cykling. Man kommer så tæt på, at man næsten kan smage asfalten, når rytterne styrter.

I de senere år har der været en debat om, hvorvidt radiokommunikation mellem ryttere og holdbil skal være tilladt. Jeg er for radio – men mest på grund af, at det har gjort sporten mere sikker. Man kan advare rytterne.

Men jeg forstår godt argumentet, for at det kunne være federe, hvis man kørte uden radio, så rytterne selv skulle tænke. Jeg kørte personligt aldrig med radio. Jeg gad simpelthen ikke. Jeg var nok ikke sluppet for det, hvis jeg kørte i dag – men jeg ville hade konstant at skulle høre på sportsdirektøren, når jeg var ude og køre cykelløb.

Derfor snakker jeg heller ikke til mine ryttere på de sidste 10 kilometer. Der er de inde i koncentrationsboksen. Det er ligesom, når du er ude at køre bil og ikke kan finde vej. Så slukker du også for radioen for at kunne fokusere.

Professionaliseringen har betydet, at den individuelle rytter skal tænke mindre selv. Og det er i mine øjne også det eneste negative ved udviklingen – meget af det impulsive er gået ud af sporten. Min generation var mere ’street-smarte’ – vi klarede sgu os selv. Vi vidste tingene, inden de skete. I dag er rytterne så skolet, at de ikke engang kan finde vej selv, når de er ude at træne. Men o.k., jeg må nok bare erkende, at jeg er ved at være en gammel torsk.

Hvis en Jørgen Leth-type kom til mig og sagde, at cykling er blevet mindre romantisk, ville jeg nok være enig. Men heldigvis for det. For sporten måtte videre - følge med tiden. Var Formel 1 mere romantisk i gamle dage, hvor kørerne ofte blev slået ihjel? Tja, måske, men heldigvis har sporten også udviklet sig der.