»Jeg har fået en sød kæreste nu, og det er virkelig dejligt. Børge mener jo, at det ville være kommet lige meget hvad, men han har nok været med til at sætte mine tanker i gang i forhold til at finde en. Han er jo selv en ret erfaren herre på det område.«

Sådan fortæller den unge studerende, Johannes, om sit nye og helt særlige venskab med den 86-årige pensionist, Børge. Venskabet er opstået gennem et boligforsøg i Aarhus. I et halvt år har Johannes boet gratis på plejehjemmet Abildgaarden, og det er her, han har lært Børge at kende. Programmet '180 dage på plejehjem' handler om forsøget og kører for tiden på DR2.

Det gør mig virkelig varm om hjertet at se, hvordan de to herrer – over øl, banko og en masse dybe samtaler – har dannet et helt unikt venskab. Ikke på trods, men netop på grund af deres store aldersforskel.

Den slags boliginitiativer skal vi da have mange flere af! Der er ingen grund til, at vi lever så opdelt, som vi gør, når vi ved, hvor værdifulde venskaber på tværs af alder kan være. Tænk bare på alle de gode historier, man fik fra sin bedstemor eller bedstefar, da man var lille. Og den følelse af ro og nærvær de gav én. Hvorfor blander vi ikke børnehaver, kollegier og plejehjem, så unge og gamle dagligt kan mødes, hjælpe og lære af hinanden?

Det skal vi i ’Det næste Danmark’ – det fremtidige, bæredygtige samfund, vi i Alternativet arbejder for at skabe. Et samfund, hvor vi kommer hinanden ved som mennesker. Hvor fællesskaber er en hovedingrediens. For fællesskaber på tværs af generationer styrker sammenhængskraften i samfundet og skaber gode liv. Spørg bare Børge, der ikke længere er ensom. Eller Johannes, der har fået 86 års livserfaring foræret!

Så lad os nu komme i gang. Lad os udnytte, at vi har nogle afsindigt dygtige arkitekter i Danmark, der vil kunne skabe de mest inspirerende generationshuse i verden. Huse, hvor børnehavebørn kan lege og spille spil med de ældre, hvor de studerende kan tjene penge på at lave mad til husets beboere, og hvor de ældre kan købe ind og passe køkkenhaven. Hvor beboerne kan få glæde af hinanden på tværs af generationer. Det er kun fantasien, der sætter grænser i 'Det næste Danmark'.