Vi var til gode venners bryllup – jeg dansede opløftet og glad med flere dejlige mænd – havde fået et par glas champagne eller lidt mere. Vi var på en højskole med masser af plads – min mand gennem syv år havde kysset mig godnat – han var træt og mæt af fest. Vi havde små børn, og jeg nød ikke at skulle lytte til dem i nat. Dansene med en charmerende mørkhåret mand blev mere intense og…

Ja, I gætter rigtigt, vi fandt pedellens kontor i kælderen – og ingen opdagede os. Det var spændende og skønt at blive begæret på den måde igen, men også farligt. Jeg havde en utrolig dårlig smag i munden, da jeg op ad formiddagen mødte min mand igen – jeg kunne slet ikke se ham i øjnene. Jeg så ikke charmøren mere. Men jeg havde mærket mig selv som kvinde på ny.

Året efter gjorde min mand noget lignende – også uden mit vidende.

Nogle år efter var jeg blevet fascineret af en af mine mands bekendte – vi flirtede i det skjulte, og jeg tilbragte et par aftener sammen med ham, da min mand var på rejse. Det var dejligt at dele tanker og have intim tid sammen med en anden mand. Men jeg kunne alligevel ikke nyde det rigtigt, og jeg stoppede vores møder. Fortalte det bagefter til min mand, kunne ikke have bedraget siddende. Han blev vred og ked af det, og samtidig forstod han godt længslen efter maskulint selskab, når han var på rejser.

Et par år efter havde min mand så et tre måneders skjult forhold til en af mine veninder. Til sidst kunne han heller ikke holde til at gå bag min ryg mere og gik til bekendelse. Jeg havde så travlt med min karriere som kunstner, at det meste af min passion og erotik kom ud gennem mine værker. Han var bare også fascineret af en anden kvinde, der havde mere tid og var mere åben kropsligt på dette tidspunkt - her efter 16 år sammen med mig. Egentlig helt forståeligt.



DET, der var slemt for mig, var løgnen – uærligheden – det var den der virkelig sved og smertede. Vi gik i parterapi nogle gange, og det løsnede, så jeg kunne forstå hans motiver, og han kunne forstå mine - jeg endte med at kunne tilgive ham - for min egen skyld. Mit hektiske arbejdsliv fik jeg lyst til at nedtone og gik på opdagelse i min mere feminine side – jeg endte med at være ham meget taknemmelig. Og vores sexliv sammen var virkelig blevet boostet.

Jeg havde nemlig mærket, at jeg faktisk kunne tænde lidt på, at min mand var sammen med en anden kvinde. Men vi gik ikke videre med at undersøge denne fascination – vi havde hørt lidt om swingerlivet - men at dyrke sex med andre uden følelser, tiltrak os ikke. Vi kendte ikke til - så ikke muligheden- for at have tætte kærlighedsrelationer med flere samtidigt.

Vi havde et stærkt, sundt og godt forhold sammen med alle de almindelige udfordringer i en kernefamilie: stort arbejdspres samtidig med små børn, bedsteforældre, der boede langt væk, økonomisk lavvande til tider som to selvstændige og dermed mindre tid og mulighed for romantik. Vi havde altid været to selvstændige individer, der gav hinanden megen plads og frihed. Havde både fælles venner og interesser, men også mange egne venner og fritidspassioner. Som børnene blev større, blev der mere plads til erotikken. I weekenderne, til festerne og på intense rejser – der nød vi nu hinanden mere...



Samtidig mærkede vi også, at der var andre skønne, interessante og tiltrækkende mennesker her i verden. Men vi underholdt ikke hinanden med det, da vi ikke ville såre. For vi havde jo valgt hinanden – den eneste ene…

For en stor del af os danskere – verdens næstmest lykkeligste folkefærd - tror jeg. Vi bygger det på én stor løgn overfor os selv. Vi bedrager vores egen inderste kerne ved at påstå, at vi ikke ville nyde at opleve andre mænd og kvinder på nært hold, kropsligt som følelsesmæssigt. Vi er så pokkers dobbeltmoralske. Seneste undersøgelse om utroskab viser, at 46 procent af gifte har haft en affære ved siden af ægteskabet. Dvs. at der i gennemsnit er der næsten én utro partner i hvert ægteskab eller to utro partnere i hver andet!

Dem, der er utro, bestemmer, at det er i orden, at de selv må få nye oplevelser, men at deres partner ikke må. Hvordan kan vi som mennesker se os selv i spejlet?



Jeg er ikke i tvivl om, at vi er født polyamorøse - altså med trangen til at have flere end én partner. Det lille barn elsker sig selv ubetinget, når det bliver født. Og med åbne arme tager det imod verden - i fuld tillid til at være elsket og kunne elske andre. Men som vi vokser op, får vi ikke den ubetingede kærlighed, som vi alle er født til at skulle modtage. Dermed begynder vi at holde krampagtigt fast i den begrænsede portion kærlighed, vi HAR fået. Og så er det svært at dele.

Men når vi elsker os selv, lige som vi er – er det ikke svært at dele ud af sin kærlighed. For så er vi ikke bange for at miste. Vi ved, vi er elskede og gode nok – at kærligheden er uendelig.