Min første kærlighed - ved siden af min mand – var et modent menneske med livets alvor og glæder printet i det sympatiske brune ansigt. Hans krop var jeg blevet fortrolig med gennem de utallige danse, vi havde haft sammen. Han havde et blidt væsen og tog sig i dagligdagen af mennesker med store udfordringer i livet, samt spillede adskillige instrumenter. Jeg mærkede intenst musikken i ham, når vi mødtes på gulvet. Vores kroppe talte sammen, hvirvlede sig ind i spontane bevægelsesmønstre – stående, kravlende, liggende. Jeg elskede det lune smil, de kærlige øjne og varmen fra hans hud, når vi efter et par timers dans lå stille i ske på det kølige gulv.

Min mand var også nogle gange med til dans. Min livsledsager var kun meget lidt udfordret af min nye relation nu efter den første tilvænningstid – han fortalte, at når han kom i bevægelse, faldt han altid til ro og mærkede glæden ved at se sin kone og musikerens fælles fascination af dansens magi. Han havde slet ikke selv den samme optagethed af dette univers.

Jeg sås med min nye ven gennem et halvt år, hvor vi delte ord og tanker, måltider og musik. Jeg havde 'en længsel efter at kunne give mig helt hen i hans nøgne favn, men han trak sig, hver gang jeg kom for tæt på. Vi talte om det, og vi talte alligevel ikke rigtig om det. Han levede ikke sammen med en anden partner, som jeg gjorde, men det skortede ikke med tilbud fra interesserede kvinder. Han sagde, han skulle finde sig selv. Jeg følte mig på en måde set og holdt meget af og på en anden måde afvist.

Byrgitte Gyrd. Vis mere

Til en danseweekend overnattede vi sammen på et hotelværelse – vi masserede hinanden blidt og indfølende, min krop længtes efter mere. Pludselig stod det tydeligt for mig, at jeg kendte mit værd som samtalepartner, som veninde, som dansepartner, som kunstnerinde, men ikke som en erotisk, spændende, tiltrækkende, moden kvinde efter 20 år sammen med den samme mand. Jeg ville opleve mere af den sensualitet, der spirede frem i mig.

Jeg kunne mærke, at i hele dette nye univers med flerkærlighed blev jeg nødt til at lukke en dør for, at en anden kunne åbne sig inde i mig. Min tid var heller ikke ubegrænset. Der måtte gerne være udfordringer, men der skulle være en udvikling i forholdet. Og jeg skulle ikke forsøge at lave om på et andet menneske. Vi havde givet hinanden en gave, men nu var det, vi kunne bidrage til hinandens liv med, udtømt. Både før og efter at min mand og jeg havde åbnet vores ægteskab, har jeg set parforholdet som det optimale sted for personlig udvikling.

Men det er svært - meget svært - at sige farvel. Vi vil ikke såre og gøre den anden ked af det her og nu, vi vil stadig gerne have det gode, der er, for vi ved ikke, hvad vi får i fremtiden, og når vi afslutter, står vi uden noget … øh, nå jo, jeg havde jo stadig mand og to børn.  At afslutte en relation er en eksistentiel udfordring – for i enhver afslutning er en lille død. Men accepterer vi, ja, byder vi den tomhed, der opstår, velkommen, forvandles den til fred og åbenhed for, at noget nyt kan spire frem.

Han sad helt roligt, da jeg sagde det – vidste godt at det var et rigtigt valg for os begge, han havde bare så svært ved at tage beslutninger. Han havde følt sig presset. Vi kunne takke for det smukke, vi havde givet hinanden af tid og opmærksomhed. Der var også en forstemthed mellem os – en stille sorg. Da vi krammede farvel, kom det spontant fra mig: Jeg håber så inderligt, at du vil komme til vores nytårsfest.

Vi slap hinanden – og tre aftener senere kunne vi ønske det bedste for hinandens nye års kærlighedseventyr.