Som alle andre sad jeg med armene oppe over hovedet, da Danmark i sidste uge kvalificerede sig på fornemmeste vis til VM.

Midt i al euforien over Christian Eriksens genialiteter var der dog særligt en ting, som jeg gjorde mig virkelig glad. Nemlig, at dansk fodbolds mest omtalte spiller gennem det sidste årti, Nicklas Bendtner, i de døende sekunder af kampen fik scoret på straffespark og dermed fik kronet det karrieremæssige comeback, som denne sæson i norsk fodbold har været for ham.

Bendtner er en person, som vi alle har et billede af og typisk også en klar holdning til. Men hvad gemmer der sig egentlig bag historien om den ekstremt talentfulde, ranglede fodboldspiller, som et helt land nærmest allerede havde dømt færdig, men som på mirakuløs vis alligevel har formået at rejse sig igen?

Den historie synes jeg var så interessant rent menneskeligt, at jeg, da jeg fik en mulighed for at få en snak på tomandshånd med Nicklas få dage efter, at han var landet i København ovenpå 5-1 sejren over Irland, sagde ja med det samme. Det, som jeg var mest interesseret i at blive klogere på, var egentlig, hvordan han selv har oplevet hele sin situation gennem de senere år. Ikke mindst set i lyset af alt den turbulens, som han har oplevet, både privat og karrieremæssigt.

Fra min tid som praktiserende læge har jeg erfaret, at adfærdsændringer kun er varige, hvis en person oplever, at den nye adfærd rent faktisk fører noget positivt med sig, der er værd at bevare og giver mening. Så hvad var hemmeligheden bag hans forandring? Lidt overraskende for mig viste det sig, at Nicklas blandt andet er begyndt at fiske.

Rent faktisk så meget at han i detaljer forklarede mig, hvordan laksefiskeri foregår, samt at han som oftest efter at have stået i 6-8 timer tit er gået tomhændet hjem. Men glad og fri for støj i hovedet uden forstyrrende telefoner og notifikationer fra Facebook og lignende. Han er også begyndt at gå lange ture i skoven. At bruge mere tid sammen med de mennesker, der betyder noget for ham. I øvrigt alt sammen ting, som jeg på stedet ville anbefale til mennesker, der for eksempel har oplevet stress gennem længere tid, eller som måske har brug for at forebygge stress.

Den helt store åbenbaring for ham nu til forskel fra tidligere var desuden, at han var begyndt at lytte langt mere til de mennesker omkring ham, som han stolede på. Noget, som han aldrig havde gjort før, fordi han med sine egne ord alt for tit havde oplevet svigt fra mange omkring ham. Dårlige beslutninger blev tidligere bare til mønstre, som gentog sig, fordi han samtidig lige så stille også begyndte at miste lysten til en af de vigtigste ting i hans liv, nemlig at spille fodbold.

Og uden sin fodboldkarriere som et prioriteret pejlemærke blev han lige så stille immun over for de mulige konsekvenser af de dårlige beslutninger. Han oplevede også, at uanset hvad han gjorde, så var der altid et mediepres, som han ikke kunne styre, hvorfor han til sidst blev ligeglad med alt. På mange måder vel et helt klassisk reaktionsmønster, som man næsten skal have oplevet selv for helt at kunne forstå det.

Vi ved også fra en lang række studier, at i det sekund mennesker mister formålet med det, man laver, så begynder motivationen lige så stille at dale. Og hvis motivationen først er væk, bliver evnen til at prioritere og forpligte sig typisk de næste ofre, hvis presset på en fortsætter. Det gælder sådan set alle, uanset om man er professionel fodboldspiller, fortravlet bankmand eller hårdtarbejdende kassedame.

Vi har alle brug for nogle områder i vores liv, hvor vi oplever sammenhæng og overblik. At vores indsats giver mening. At vi føler, at vi har værdi, ikke i kraft af hvad vi opnår eller præsterer, men simpelthen alene på baggrund af, at vi er de mennesker, vi er.

Nicklas sagde afslutningsvis nogle ting, som rørte mig dybt. Blandt andet at ingen kender den lille dreng, der gik rundt i skovene på Amager for længe siden helt alene og drømte om at blive en af verdens bedste fodboldspillere. Eller som lærte sig selv at være alene som 16-årig i en af verdens hårdeste fodboldligaer. Jeg gik derfra med en god fornemmelse i maven.

For godt nok er den oplagte historie om kampen i sidste uge, at det var en stor aften for en lille nation, der kvalificerede sig til VM. Men samtidig var det også en aften, hvor der måske blev skabt en mulighed for at skrive et nyt kapitel i en lille Amagerdrengs drømme om en dag at blive en højt respektereret fodboldspiller. En ung mand, der virker til at have opdaget, at succes skabes indefra og ikke kommer udefra.