2-0 over Wales i Aarhus - og så kunne vi alle kigge frem i stedet for tilbage. Men bedst som man troede, at landsholdsspillerne var ved at få lagt konfliktstormen stille, gjorde anfører Simon Kjær sit til at fastholde en til tider negativ stemning omkring spillergruppen fra befolkningens side.

»Man tager en side i en konflikt. Jeg kan læse, at de forventer en tak. Men vi kan ikke takke dem, for det var ikke vores side, de tog.« Se, hvad han mere sagde øverst i artiklen

Sådan udtalte Simon Kjær efter kampen til tv-kanalen 6'eren, da han blev bedt om at forholde sig til vikarlandsholdets tiltræden tidligere på ugen i testkampen ude mod Slovakiet. Som han stod der på tv, så Kjær ikke just tilpas ud, og han ledte længe efter ordene. Han vidste selvfølgelig godt, at han i det øjeblik skulle ramme en passende tone. Landsholdanføreren ramte forkert. I den grad.

»At de sagde ja til at spille, gjorde, at vi ikke kunne komme på banen. Havde de sagt nej, kunne det være, vi kunne have fundet en løsning,« sagde Simon Kjær, inden han sluttede af.

Simon Kjær under pressemødet med danske herrelandshold forud for søndagens Nations League kamp, hvor Danmark møder Wales, Ceres Park (Aarhus Stadium) Aarhus, lørdag den 8. september 2018.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Simon Kjær under pressemødet med danske herrelandshold forud for søndagens Nations League kamp, hvor Danmark møder Wales, Ceres Park (Aarhus Stadium) Aarhus, lørdag den 8. september 2018.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Der er intet over kollektivet, og sådan vil det altid være,« lød det fra Simon Kjær.

Det fik straks de sociale medier til at gå amok - se bare, hvordan folk reagerede her. Hastagget #ikkemitlandshold blev introduceret, og det var jo ikke sådan landsholdet og DBU skulle komme videre oven på en lang periode med konflikt og kaos.

Jeg ved godt, at Simon Kjær på tv blev bragt i en vanskelig situation, for hvad pokker skulle han sige? Uanset udtalelserne kunne de vendes og drejes.

Men vi har i landsholdskonflikten læst masser af udtalelser fra landsholdsgruppen, hvor de meget præcist formulerer sig i nøje afmålte udmeldinger, så det burde Kjær vel også evne på en aften, hvor han vidste, at spørgsmålene måtte komme.

Han skulle have været større i sin kommunikation. Han er landsholdets anfører, en leder og angiveligt en afgørende faktor i den afsluttende del af forhandlingerne op til kampen mod Wales. Når man er det, skal man også agere med mere overskud og klasse i en højspændt situation.

Nu er Simon Kjær rejst hjem til Sevilla, og han vil være med til forhandlingerne mellem Spillerforeningen og DBU via sin telefon. Han regner med, at alle parter har visket tavlen ren og er klar på at få lukket en aftale. Forhandlingerne begynder mandag, og særligt fire punkter er på dagsordenen: de efterhånden så berømte og berygtede kommercielle rettigheder, arbejdsgiveransvar eller ej, en friholdelsesklausul og en bonusaftale.

Selvom parterne selv fortæller, at de går ind til de nye forhandlingerne med et positivt sind, så er det ikke det samme som at sige, de omgående bliver enige. Det gør de langtfra, og konflikten er ikke løst endnu. Men både DBU og Spillerforeningen må være villige til at give sig på flere af de fire punkter.

Der skal et kompromis til, og begge parter skal have en fælles forståelse af, at de skal bruge en aftale, de kan præsentere som en sejr. Sådan kommer vi videre.