Så sidder vi her igen. Med en voldsom skuffelse over en dårlig præstation fra de danske håndboldkvinder.

Tyskland er et hold, som Danmark bør slå, men det gjorde landstræner Klavs Bruun Jørgensens mandskab ikke.

Og nu har landsholdet efterladt sig selv i overhængende fare for en pinlig tidlig VM-exit, som kan ende med at få Klavs Bruun til at trække sig som landstræner.

I hvert fald hvis han vil følge sine udtalelser før slutrunden til dørs.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Den del kommer til at fylde noget i de kommende dage, som altså byder på opgøret mod Brasilien onsdag, hviledag torsdag og så den altafgørende kamp mod Frankrigs verdens- og europamestre fredag, hvor sejr er et krav.

Og spørgsmålene om Klavs Bruuns fremtid er næppe noget, som kommer til at gavne optakten til de vigtige kampe.

Tværtimod kan jeg sagtens se, at det vil skabe en del uro og usikkerhed hos spillerne, som i opgøret mod Tyskland demonstrerede, at det mentale fundament fortsat er enormt ustabilt.

Lige nu ville landstræneren sikkert også have ønsket, at han ikke have udtalt sig på den måde – selvom han lagde et lille forbehold ind i udtalelserne – men det afspejler den store optimisme, som han og holdet havde før VM. Og som vi var en del andre, der faktisk nåede at blive smittet lidt af.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

At dømme ud fra ansigterne efter tirsdagens nederlag er optimisme afløst af desillusion hos mange af spillerne.

Lad os for nuancernes skyld huske på, at det hele kan se anderledes ud, hvis landsholdet formår at genrejse sig selv og vinde de næste to kampe. Det skal understreges.

Men øjebliksbilledet bekymrer altså kolossalt meget.

Holdet taler selv om, at de har rykket sig markant i forhold til sidste års nedtur ved EM. Men kampen mod Tyskland var i min optik et langt vidnesbyrd om, at der ikke er sket nogen udvikling, når spillerne aner et minimum af pres.

Danskerne er for skrøbelige, når tingene ikke lige flasker sig for dem, og der skal kun en lille dosis modgang til at slå dem ud. Og de spillere, som burde gå forrest, ligner nogle af de allermest nervøse.

Her kigger jeg særligt på Stine Jørgensen og Anne Mette Hansen, som skal gribe rattet og rette op, når det danske angrebsspil har kurs mod autoværnet.

Men kaptajn Jørgensen laver flere fejl, end vi nærmest nogensinde har set fra hendes hånd, og hendes selvtillid ligger åbenbart hjemme i Odense.

Anne Mette Hansen var – som mod Sydkorea – en ekstraordinær skuffelse. Hun virker kuet af den interne og eksterne lovprisning, som har præget optakten til VM og kan slet ikke leve op til forventningerne. På ingen parametre fungerer hendes spil.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og uden de to som nævneværdige bidragsydere bliver det (for) svært for unge spillere som Kristina Jørgensen og Mie Højlund at trække stikket hjem.

Derudover savner jeg også stadig – og det er en af mine kæpheste - noget trodsreaktion og fandenivoldskhed hos danskerne.

Hvem er det, der raser overfor journalisterne – bander, svovler og kalder en spade for en spade? Bliver rasende over et nærgående spørgsmål, fordi de er SÅ ærekære og ærgerrige, at de ikke kan holde nederlaget og den dårlige indsats ud?

Det er der ingen, der gør.

I stedet står danskerne sådan lidt apatiske og taler om, at de spillede bedre end tyskerne og bare brændte for meget. Altså… Så I hvor mange redninger, Sandra Toft havde, fordi danskernes forsvar sejlede rundt?

Uden dem var nederlaget blevet tæt på tocifret. Og alle danskernes tekniske fejl er jo også ene og alene et vidnesbyrd om manglende kvalitet.

Det korte af det lange er altså nu, at Danmark har bragt sig selv i en situation, hvor man skal slå Frankrigs forhåndsfavoritter til VM-guldet for at afværge en fiasko, som kommer til at give genlyd i historiebøgerne. Frankrig har mildest talt også haft deres problemer ved slutrunden, men jeg er ked af at sige det; rammer franskmændene deres topniveau, så vinder de over Danmark.

Og så skal vi nok til at diskutere, om landsholdets slogan #påvej skal ændres til #påafveje.