Jeg har lidt svært ved at vurdere, hvilket ben jeg skal stå på efter det uafgjorte resultat mod Sydkorea.

Danmark havde det svært undervejs og var alvorligt på hælene i første halvleg. Efter pausen kæmpede Klavs Bruuns tropper sig tilbage og havde alle muligheder for at trække afgørende fra i de sidste minutter.

Men fejl og dyre afbrændere fra Mie Højlund og Stine Jørgensen endte med at give Sydkorea den matchbold, som de jo egentlig udnyttede i sidste sekund – men heldigvis for danskerne blev målet annulleret.

Hvis vi kigger på det positive først, så er det værd at hæfte sig ved, at landsholdet viste mental robusthed og ikke slog op i banen i de første 30 minutter. Med tanke på de psykiske udsving, der har præget landsholdet i de seneste år, så var det godt at se, at panikken udeblev, og at danskerne kunne vende opgøret på hovedet.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Mie Højlunds præstation er også opløftende, og kan hun holde det niveau, så har landstræneren pludselig langt flere muligheder i det danske angreb.

Men der er også nogle ting, som bekymrer. Særligt to ting hæfter jeg mig ved.

Danmark laver simpelthen for mange fejl. Det bliver straffet, når man møder dygtigere hold end Sydkorea.

Jeg har aldrig været den store fortaler for Lotte Grigel, som ikke spiller direkte nok og ikke er farlig nok på egen hånd. Samtidig spiller hun et højt anlagt spil, som resulterer i en masse tekniske fejl – hos både Grigel selv og holdkammeraterne.

Derudover kan vi heller ikke negligere de problemer, der er med Anne Mette Hansen. Gyør-spilleren, som efterhånden er blevet landsholdets største stjerne, har altid fået for mange udvisninger, men nu har hun nået en alder og erfaring, hvor den slags børnesygdomme skal være fortid.

Mod Sydkorea fik hun tre styks – alle sammen unødvendige i min bog – og dermed fik hun et rødt kort og måtte se til fra tribunen, da kampen gik ind i sin afgørende fase.

Der skal Anne Mette Hansen ikke sidde, når tingene spidser til. Danmark har brug for hende på banen.

Hun har en gevaldig fysik og skal spille hårdt. Men hun skal blive bedre til at ramme det rigtige spændingsniveau og ikke være så overgearet – ja, hun skal simpelthen begynde at spille noget klogere, end tilfældet er lige nu.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det kan hun passende tale med assistenttræner Lars Jørgensen om – det var han en mester til i sin aktive karriere.

Og så kan jeg forstå, at der i den danske lejr var en opfattelse af, at nogle af udvisningerne var lidt hårde. Det er bare ikke nogen undskyldning. Alle ved, at dommerne i de første kampe er særligt opmærksomme på de indsatsområder, der er dikteret fra IHFs side.

Det skal en så rutineret spiller som Anne Mette Hansen kunne navigere i.

Som holdets største stjerne skal vi forvente, at hun gør det bedre og ikke gør sig selv så sårbar og lader sine holdkammerater i stikken på den måde.

Det kan Anne Mette Hansen så tænke lidt over på mandagens hviledag, hvor danskerne nu kan se sig selv ligge fornuftigt til i en meget åben gruppe, hvor Frankrigs hakkende start har gjort det hele mere åbent end forventet.

Men det giver så absolut også muligheder. Særligt, hvis Danmark kan minimere fejlene og Anne Mette Hansen formår at blive på banen i samtlige 60 minutter.