Danmarks kvindelandshold er en skrøbelig størrelse rent mentalt.

Sådan har det været i en årrække, og sådan er det stadig.

Det er den altoverskyggende konklusion, vi står tilbage med efter Danmarks nederlag til Norge i den første kamp i mellemrunden.

Ja, der er tegn på, at vi går bedre tider i møde – som vi så det i fredagens knald eller fald-kamp mod Frankrig, hvor landsholdet modstod et kæmpestort pres og undgik en truende fiasko.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Mod Norge kom landsholdet dog ned på jorden igen. Med et brag af den slags, man kan mærke i noget tid.

Ikke at et nederlag på tre mål til Norge isoleret set er noget, der udløser hævede øjenbryn mange steder. Selv om Norge stiller voldsomt svækket op til VM, har kobjældefolket stadig et rigtig godt håndboldhold.

Men det var måden, det skete på, som giver stof til eftertanke.

Danmark havde en unik mulighed for at slå storesøster for første gang i 17 år i en betydende kamp ved et mesterskab. En drømmestart med en føring på 5-0 og en flok rystede nordmænd gav det ultimative afsæt for at aflive komplekset.

Alligevel endte danskerne med at smide det hele på gulvet.

Og det kan de mest af alt takke sig selv for. For det var et hav af fejl og dårlige beslutninger, som inviterede Norge ind i kampen og i sidste ende gjorde det umuligt for Danmark at få point.

For uanset hvor godt forsvaret og Sandra Toft præsterede, så blev det mission impossible med et dansk angrebsspil, som til tider så ud til at blive spillet med bind for øjnene.

Det vigtigste overhovedet, når man spiller mod Norge, som har verdens mest velsmurte kontrafase, er at undgå tekniske fejl og dumme afslutninger. Ellers bliver det straffet prompte.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Alligevel var det lige præcis, hvad Danmark leverede i hobetal efter den imponerende åbning på opgøret.

Særligt Stine Jørgensen og Louise Burgaard var de store syndere i denne fase, som endte med at vende kampen på hovedet, og jeg fatter ikke, at to så rutinerede spillere ikke optræder med større coolness, stabilitet og klogskab.

Og det forplantede sig til resten af kampen, hvor det danske angrebsspil blev enormt usikkert. Det er ret beset kun Mie Højlund, som kan være tilfreds med sin indsats i offensiven.

Der er ikke noget at sige til, hvis Sandra Toft stod og kiggede på angrebsspillet og tænkte 'Gider I godt tage jer sammen'.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Efter kampen talte landstræneren og spillerne selv om mangel på ild i øjnene, at man spiller baglæns, går halvhjertet mod mål – og mange andre af den slags ting, som indikerer manglende mental parathed.

Det er selvfølgelig ikke godt nok. Og selv om landsholdet selv italesætter den store mentale fremgang, holdet har gennemgået, kan vi roligt fastslå, at der stadig er meget at arbejde med for Klavs Bruun, når det handler om det, der foregår mellem ørerne på spillerne.

Ja, det var imponerende mod Frankrig. Og også ganske fornuftigt mod Brasilien. Det skal vi huske på. Men nu har vi set store mentale udfald mod Sydkorea, Tyskland og Norge, og det vil være useriøst at ignorere.

Nu skal det jo ikke være så sort-hvidt, at vi bare hiver ’mentalt ustabilt'-kortet ud af ærmet, når Danmark taber. Det er selvfølgelig langt mere nuanceret end det.

Min klare fornemmelse er bare, at Klavs Bruuns tropper endnu ikke har sat point til mod et hold ved dette VM, som var klart bedre end danskerne.

Tværtimod er det kampe, som landsholdet kunne have vundet, hvis man bare havde været skarpere rent mentalt og haft noget mere coolness.

Og så er vi tilbage til indledningen på denne kommentar: Potentialet på landsholdet er så absolut til stede – men der er nogle mentale problemer, som skal løses, før det kan blive rigtig godt.