KOMMENTAR

Der er faldet dom i den sag, Dorte Riis har anlagt mod Kevin Magnussen. Dommer Karen Duus Mathiesen fra Københavns Byret slog torsdag fast, at Formel 1-køreren frem til 2021 skal betale 20% af sine indtægter til sin tidligere manager. Samtidig står det klart, at Dorte Riis ejer 20 procent af anpartsselskabet bag Magnussens racerkarriere.

Jeg tror – håber – sagen kun får betydning for Magnussens økonomi - ikke for hans sportslige fremtid.

Og økonomisk bliver problemerne måske også til at overse: At Dorte Riis ejer 20 procent af aktierne i anpartsselskabet bag Kevin Magnussen, giver hende ikke nogen reel magt, så længe de øvrige ejere, Bestseller-koncernen (50 procent) og Kevin Magnussen (30 procent) står sammen. Og med hensyn til Magnussen løn: Han er kun forpligtet til at give sin tidligere manager 20 procent af den bruttoindtægt, der udbetales til hans frie rådighed. Jeg er spændt på hvordan den formulering vil påvirke Magnussens fremtidige lønudbetalinger.

Vis mere

Sagen har i mere end et år hængt som en mørk sky over Kevin Magnussen, men i samme periode har han kørt bedre end nogensinde. På den baggrund tror jeg ikke dommen rent sportsligt får nogen betydning. Kevin Magnussen anno 2018 kører med en modenhed og et overskud, der antyder at han kan abstrahere fra det sandsynligvis eneste nederlag han indkasserer i 2018.

Magnussens ry påvirkes næppe heller af dommen. Her i mediecenteret i Spa-Francorchamps har man i alle tilfælde kun et skuldertræk til overs for dommen. Formel 1 handler ikke om jura – her er det resultaterne der tæller, og så længe Magnussen leverer på det høje niveau vi har set indtil nu i 2018, er der ingen der tager notits af dommen.

Det samme tror jeg vil være tilfældet i Danmark. De personlige sponsorkontrakter Magnussen og hans nye rådgivere har indgået i de seneste måneder påvirkes næppe af dommen. Og i den brede offentlighed har sympatien igennem hele forløbet ligget hos Magnussen. Sådan vil det uanset indgåede kontrakter og den tilhørende jura altid være, når en (eks-)manager ud fra et økonomisk motiv sagsøger en populær sportsstjerne.

Dommen slår fast, at Dorte Riis ejer 20 procent af aktierne i anpartsselskabet bag Kevin Magnussen. I princippet er hun derfor atter involveret i Magnussens karriere, men jeg formoder ikke, at hun skal spille nogen rolle i fremtidige kontraktforhandlinger eller får nogen form for medbestemmelse. Der er brændt så mange broer mellem parterne, at enhver form for fremtidigt samarbejde ikke vil gavne nogen.

Og i alle tilfælde tror jeg ikke det sidste ord er sagt i denne sag. Det vil undre mig meget, hvis sagen ikke bliver appelleret til landsretten.