Så kom Kevin Magnussens længe ventede, nye Haas-aftale. Jeg hører, den gælder for to år med en option for 2021, og den indebærer en markant og fortjent lønforhøjelse.

Ingen vil tale om konkrete beløb, men det vil være urimeligt, hvis han ikke fremover er på samme løntrin som teamkammerat Romain Grosjean (der sandsynligvis er steppet et par trin ned).

Det kan virke underligt at nævne det allerede i dag, men i verdens hurtigste sport er man nødt til at tænke langsigtet. Derfor skal Magnussen allerede nu gøre sig klart, hvad de kommende to sæsoner hos Haas skal bruges til.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen
Romain Grosjean og Kevin Magnussen Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Der er et generationsskifte i gang i Formel 1, og den snart 26-årige Kevin Magnussen er ikke længere blandt feltets yngste kørere. En ny generation med kørere som 20-årige Charles Leclerc (Ferrari i 2019), 20-årige Max Verstappen, 22-årige Pierre Gasly (begge Red Bull i 2019) samt 18-årige Lando Norris (McLaren i 2019) er rykket ind i feltet.

’Ungdomsoprøret’ har skabt en gruppe kørere, der er rigtig gode, men næppe kommer videre. Det handler om navne som Sergio Perez, Nico Hülkenberg og Romain Grosjean: Potentielle grandprix-vindere, men nu kørere, der af forskellige grunde ser ud til at skulle tilbringe hele deres Formel 1-karriere i midter-teams uden reelle vinderchancer.

Det kan han gøre på to måder.

Han kan forsøge at tilkæmpe sig en plads i et af de etablerede tophold. I disse år har kun kørere fra de tre store teams Mercedes, Ferrari og Red Bull chancer for at vinde løb og VM-titler – og næste år, når Red Bull skifter til de indtil nu ikke imponerende Honda-motorer, kan antallet af potentielle vinderbiler blive reduceret fra seks til fire.

Magnussen kan med et par gode Haas-sæsoner gøre sig lækker overfor Mercedes, Ferrari og Red Bull, men en plads i et af de tre teams virker urealistisk. For det første har Ferrari og Red Bull med henholdsvis Leclerc og Gasly netop gennemført et generationsskifte. For det andet har Mercedes med Esteban Ocon og George Russell to unge juniorkørere klar i kulissen, og for det tredje har de tre topteams efterhånden tradition for kun at tage kørere ind, de selv har udlært i diverse junior-programmer.

Kevin Magnussens anden – og efter min mening mere realistiske – mulighed for fremtidige grandprix-sejre er at gøre Haas til et vinderteam. Det kan ikke lade sig gøre under det nuværende reglement, hvor tre teams som sagt dominerer – Mercedes, Ferrari og Red Bull har bare langt større ressourcer end alle andre.

Men i 2021 – bemærkelsesværdigt nok det år, Haas efter alt at dømme har en option på Magnussen – kan billedet ændre sig. Her indføres der efter planen et nyt reglement, der rent teknisk ’ryster posen’. Men endnu vigtigere: Man vil indføre et budget-loft, der vil sætte en øvre grænse for, hvor meget de store teams må spendere på Formel 1 – og dermed gøre de mindre teams mere konkurrencedygtige.

Det skal Kevin Magnussen bruge de to kommende sæsoner til: Han skal ’samle’ Haas-teamet omkring sig, så man sammen er klar til at køre konkurrencedygtige ind i den nye F1-æra.