Selve løbet i den forgangne weekend på Monza kan Kevin Magnussen godt glemme.
Men episoden mellem ham og Fernando Alonso under kvalifikationen vil blive husket længe.
For lige at tage den med det samme: Jeg synes stadig Alonso er feltets bedste kører - når han sidder bag rattet, ikke laver private hævnaktioner og ellers holder sin kæft over pit-radioen. Hvis nogen er i tvivl om hvor god Alonso er, så kik på McLarens kvalifikationsduel 2018: Alonso fører 14-0 over Stoffel Vandoorne. Og – uden sammenligning i øvrigt: Vandoorne er altså manden McLaren-ledelsen i 2015 foretrak fremfor Kevin Magnussen.
Tilbage til balladen i Monza.
Det var både grimt og uværdigt, da de to ærkefjender (dét er ingen længere i tvivl om, de er!) ødelagde deres afgørende kvalifikations-omgange ved at genere hinanden i den første chikane.
Kort forinden havde Magnussen ’sprunget en plads i køen’ og overhalet spanieren, mens de begge varmede dæk og bremser op. Den slags er på ingen måde forbudt, men det er lidt frækt, så jeg kan godt forstå Alonso blev irriteret. Hans irritationstærskel overfor danskeren er jo i forvejen lav.
Det startede vel allerede under Belgiens Grand Prix 2014, hvor Magnussen forvarede sin position så ’robust’, at Alonso måtte en tur ud på græsset med tæt på 300 km/t. Den episode, som Magnussen med rette blev straffet for, fik Alonso til at holde ekstra øje med den unge dansker, og forholdet er ikke blevet bedre i de seneste år, hvor de ofte har befundet sig samme sted i feltet.
Alonsos hævnaktion i chikanen overraskede åbenlyst danskeren. Som den hårde hund han er, svarede han omgående igen, men selvom det var Alonso, der startede balladen, var det Magnussen der kom til at betale prisen: Mens Alonso næppe var kommet videre til den afgørende Q3, havde danskeren utvivlsomt bilen til en top-10 placering.
Alonso stopper som bekendt i Formel 1 efter denne sæson. Han har langt fra opnået de resultater, hans talent lagde op til og er åbenlyst frustreret. Hver eneste weekend sviner han en eller flere kollegaer til, og det virker som om, han har en række gamle regnskaber, der skal køres op.
Forrige weekend gik det ud over Red Bull-teamet, som han hævdede, havde givet ham en lang række tilbud gennem årene; senest for 2019. Det kender Red Bull-chef Christian Horner bare ikke noget til, og dén affære sluttede som en uværdig gang mudderkastning.
I Monza var det så ’Magnussen-kontoen’ der skulle udlignes i Alonsos interne regnskab, og det blev heller ikke kønt.
Alonsos opførsel de seneste uger er ikke værdig af en dobbelt verdensmester, og det er efterhånden tæt på at jeg – ligesom Magnussen – glæder mig til han stopper. Uanset hvor god han er på banen, har vi ikke brug for en indebrændt, hævngerrig kører i feltet.
Magnussen var så sur over episoden, at han for en gangs skyld tog til genmæle. Det var ikke pæne ord, han sagde om Alonso, og de vil blive husket på samme måde som hans ’suck-my-balls’ bemærkning til Nico Hülkenberg.
Magnussen kom ikke optimalt ud af balladen i Monza. Men langt bedre end Alonso.