Da hele fodboldanmarks øjne mandag morgen var rettet mod konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne, lød braget i Brøndby.

Sportsdirektør Troels Bech har opsagt sit job og er fra nytår færdig på Vestegnen. En overraskende nyhed, som har taget store dele af klubben på sengen.

Så hvad nu, Brøndby? Hvem skal udfylde rummet mellem hovedaktionær Jan Bech Andersen og cheftræner Alexander Zorniger i fremtiden - og hvordan skal den sportslige ledelse tegnes fremover?

Troels Bech har på mange måder været Brøndby en god mand siden tiltrædelsen i juni 2015. Han har spillet en hovedrolle i det fremsynede og innovative arbejde, der førte til  Brøndbys 'strategi 6.4'. En strategi, der ikke er ført ud i livet på alle punkter, men som har hjulpet klubben tilbage i top-3, har givet en spillemæssig retning og har været medvirkende til, at optimismen og euforien er vendt tilbage til Brøndby Stadion.

Vis mere

Troels Bech hentede Alexander Zorniger til Vestegnen, og han har over en bred kam også haft en ganske heldig hånd på transfermarkedet. Men det har ikke altid været lige nemt at sidde mellem Zorniger og Jan Bech Andersen ved det store bord. Zorniger har ofte råbt højt, og når Troels Bech har solgt spillere, tyskeren ikke ville af med, har det krævet sit at holde Brøndby-skibet på ret kurs. Nu skal der en ny mand på broen. Og det lugter af en person med andre evner og kompetencer end Troels Bech.

Sportsdirektøren i den kinesiske storklub Shanghai SIPG, Mads Davidsen, er allerede bragt i spil som Brøndbys næste sportsdirektør, når han stopper i Kina til vinter. Men andre med lignende kompetencer kan naturligvis også komme i spil i løbet af de kommende uger.

Hvor Troels Bech var den store strategiker, der kunne sætte kursen og genopfinde Brøndby som klub, er der nu mere brug for en sportsdirektør med mere tekniske kvaliteter. Troels Bech formåede ikke at udvikle Brøndbys talentafdeling, Masterclass. Tværtimod.

Det skal den næste sportslige leder i Brøndby - som jeg hører det - have et stort fokus på. Han skal derfor have haft succes som talentudvikler og samtidig have være i besiddelse af det store netværk, der for en sportsdirektør er så vigtigt.