Nyd det!

Det er 16 år siden, det danske landshold sidst stod i en knock out-kamp ved en VM-slutrunde. Så nyd det, Danmark. Sug det ind og svælg lidt i det. Det kan vare lang tid, inden det sker igen.

Heldigvis kan der også blot gå seks dage, inden vi alle sammen skal til det igen. For det danske landshold har trods rollen som underhund gode chancer i aften mod stærke Kroatien. Rigtig gode chancer!

Vis mere

Nej, spillet ikke været været hverken berusende eller euforiserende i gruppen. Det var tre kampe med arbejdshandsker – ikke fløjlshandler på.

Den slags er heldigvis glemt med en meriterende sejr i en knock out-kamp. Sådan er en slutrunde så taknemmelig og utaknemmelig på én og samme tid. Tænk bare tilbage på 1998. Det var søvndyssende, inden det hele gik amok mod Nigeria. Og 1992… Bortset fra sejren over Frankrig var det heller ikke fodboldskønsang, der blev sunget, inden den legendariske semifinale mod Holland.

Slutrunder defineres af enkelte kampe. Især af enkelte knock out-kampe. Så en lille bøn herfra til Eriksen, Hareide og resten af VM-drengene. Giv os en 1992 eller en 1998, hvor det danske landshold eksploderer, leverer og begejstrer i en knock out-kamp. Så kan vi kun være tilfredse!

   Vis mere

Og hvorfor skulle det danske landshold ikke kunne levere den tilfredsstillelse? Holdet står på en bundsolid base af arbejdsomhed, kynisme og en brølstærk defensiv. Nu skal der ’bare’ smides kreativitet og offensiv power ind i opskriften. Det er ikke nemt, men vi har set dette landshold gøre det før. Det husker de sikkert stadig i Irland og Polen.

Og hvem skal så levere dette? Ja, det skal hele holdet. Men først og fremmest peger flasken naturligvis på Christian Eriksen. Holdets stjerne har trods et fantastisk mål mod Australien endnu ikke skinnet uimodståeligt igennem. Som han gerne vil, som  Åge Hareide og hans holdkammerat håber på – og som alle vi andre så gerne vil se. Det må meget gerne ske nu. Sker det, har det danske landshold et lille ben i en VM-kvartfinale.