50 dages fængsel! Sådan lød dommen, Københavns Byret fredag eftermiddag fældede over en af landets største fodboldstjerner.

Med mindre den anke, han allerede har indgivet, giver pote i landsretten, skal Nicklas Bendtner bag tremmer. Dømt for vold.

Dommen er utvivlsomt noget af et chok for Rosenborg-stjernen, der efter hammeren var faldet, ikke ønskede at udtale sig til den talstærkt fremmødte presse. Det var i stedet angriberens forsvarer, der alene måtte fortælle, at sagen nu videreføres i næste instans.

Rosenborg har allerede stillet sig frem og fastslået, at dommen ingen konsekvenser får for den kontroversielle dansker hjemme i Norge. Samtidig har landstræner Åge Hareide ændret sit statement fra september måned, hvor han fastslog, at en dømt voldsmand ikke kunne spille på landsholdet.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nu mener landstræneren, at Bendtner kan spille på landsholdet igen, når han har udstået sin straf - og han i givet fald er god nok.

Bendtners omgivelser har slået ring omkring ham. Det er alt andet lige en positiv ting for en mand, der ikke altid har omgivet sig med de bedste rådgivere. Men rådgivere eller ej... Tilbage står naturligvis, at Nicklas Bendtner endnu engang har dummet sig gevaldigt. Og det er mere end noget andet Bendtners egen skyld.

Alt er efterhånden både sagt og skrevet om Nicklas Bendtner. For der har været alt for mange skandalesager omkring en fodboldspiller, som med et andet sind og en anden mentalitet kunne have drevet det til noget rigtig, rigtig stort. Meget større, end det vi har set.

Hvor mange gange har vi ikke hørt, at det 'denne gang' måtte være Bendtners 'sidste chance'. Men i fodboldens verden er der altid en chance til. Næsten. Og sådan bør det da også være.

)
) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Nicklas Bendtner slog et andet menneske. Og måske sparkede han ham også. Det kan ikke undskyldes. Heller ikke selv om diverse ubehageligheder gik forud. Derfor fortjener han en lærestreg, der kan mærkes.

Hvilken lærestreg skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det er nu op til landsretten. Jeg har et stille håb om, at dén lærestreg, som denne sag forhåbentlig allerede nu har været, borer sig fast i Bendtner og giver anledning til ikke så lidt selvransagelse.

På den anden side af dén - og en eventuel straf - er der plads til en chance til.