Smukke Allinge på Bornholm lægger atter sceneri til årets Folkemøde.

Det Folkemøde, der gennem årene har mødt kritik for ikke at være så folkeligt igen, men som er det. Der er unægteligt en høj koncentration af medie- og kommunikationsfolk på solskinsøen i denne uge, og gu’ passer det, at den store interesse fra professionelle deltagere, organisationer og virksomheder har drevet priserne på overnatninger i og omkring Allinge op i et absurd prisleje visse steder, hvilket jo ikke er specielt folkeligt.

Men langt mere vigtigt er det imidlertid at fremhæve alle de positive ting ved Folkemødet, som er en fest for engagerede og politisk interesserede borgere, der møder op i titusindvis.

I den politiske proces er begivenheden desuden blevet en milepæl, hvor man taler om ‘før’ og ‘efter’ Folkemødet.

Inspirationen er den svenske ‘festival for politik’, Almedalsveckan, der afholdes hvert år på Gotland. Herhjemme har den navnkundige Venstre-veteran Bertel Haarder været drivende kraft i arbejdet med at realisere den danske version - i et tæt parløb med lokale politikere på Bornholm, der ligesom Haarder havde oplevet ugen på Gotland og oplevede samme inspiration. Spørger man Haarder i dag, siger han, at Folkemødet med sine 100.000 besøgende og 3.000 arrangementer har “overgået alle forventninger”, han havde.

I dag står Folkemødet klar i forhold til Haarders oprindelige vision for Folkemødet som en blanding af “En sommerhøjskole, en Roskilde-festival og et politisk dyrskue”, hvor man kan se og møde ‘girafferne’ - de politikere, vi normalt har et distanceret forhold til.

Bruges dagene rigtigt, får de netop det fine element af højskole, hvor man pludselig kan opleve debatter og oplæg, som man ikke anede, man skulle interessere sig for, men som alligevel er dybt interessante og aktiverer de små grå.

Må Folkemødet bestå i mange år fremad - det bør bestemt være muligt, hvis det udvikler sig med tiden. Og lad det blive et fortjent og funklende element af Bertel Haarders politiske eftermæle. Folkemødet er - på trods af al kritik - fantastisk.