KOMMENTAR, af Peter Nygaard

Årets første Formel 1-grandprix er overstået. Nico Rosberg vandt et underholdende løb foran sin Mercedes-makker Lewis Hamilton, og Kevin Magnussen fik trods et par bump på vejen en god start på sin Formel 1-karriere Part 2.

Jeg har fulgt Magnussen og Renault-teamet tæt i Melbourne, og det var dejligt at se, hvordan danskeren har taget lederskab i teamet. Selvom Jolyon Palmer var en meget aktiv reservekører for teamet i 2015, har Magnussen allerede etableret sig som ’senior-kører’. Jeg skriver med vilje ikke ’førstekører’, for det er en titel, der uddeles ved hjælp at stopuret.

Men allerede nu er danskeren dén Renault-kører, der sidder ved bordenden i de tekniske de-briefings. Og selvom det kiksede en smule i kaos-kvalifikationen her i Albert Park og løbet blev ødelagt af en punktering, er jeg ikke i tvivl om at omgangstiderne i løbet af kort tid også vil gøre ham til førstekører.

Den pålidelighed, der prægede Kevin Magnussen under vintertesterne i Barcelona, ser ud til at være bibeholdt, og Renault fik begge biler i mål.

Netop pålidelighed kan blive en afgørende faktor i de kommende løb. Om 14 dage er vi i Bahrain, hvor temperaturerne vil være markant højere end i Melbournes efterår, og det kan afsløre nye styrker og svagheder hos de enkelte teams. McLaren og Honda har for eksempel bibeholdt det ’size zero’-koncept de introducerede sidste år – en i teorien fantastisk løsning, for en kompakt motor, der er ’pakket’ effektivt i bilen, vil give bedre aerodynamik. Men når alting er ’pakket’ så tæt, kan det også give problemer med kølingen, og det vil først for alvor vise sig i Bahrain.

Renault har – måske – også et kølings-problem. Kevin Magnussen og Jolyon Palmer 2016-bil blev oprindeligt tegnet med en Mercedes-motor i tankerne. Den tyske motor har andre kølingskrav end den Renault V6´er der nu ligger i bilen, og det kan også få betydning i Bahrain.

Jeg siger ikke, at McLaren-Honda og Renault nødvendigvis får problemer – jeg slår bare fast, at Australiens Grand Prix langt fra har givet det definitive billede af styrkeforholdet i Formel 1-feltet 2016.

Den løbende udvikling af biler og motorer er altid en afgørende faktor i en Formel 1-sæson. Alle teams arbejder på kommende up-dates (og der går ikke mange uger, før de første streger slås til 2017-modellerne). Man regner med, at op mod 75 procent af en Formel 1-bil ændres i løbet af sæsonen, og i den evige oprustning har de store, velhavende fabriksteams naturligvis en fordel. De har simpelt hen større ressourcer, og kan derfor udvikle deres biler mere effektivt end de små, uafhængige hold.

Allerede nu har Magnussens Renault team markante up-dates i den teknologiske pipeline, og de vil efter alt at dømme hjælpe teamet fremad i de kommende måneder. Specielt på motorområdet ser det lovende ud. Af omkostningshensyn er der begrænsninger for hvor meget man må arbejde med motorerne. Det er et indviklet system, der er bygget op omkring såkaldte ’tokens’ – de fire motorleverandører har i år hver 32 ’tokens’, der kan bruges til at udvikle forskellige komponenter.

I løbet af vinteren har Ferrari brugt 23 af deres 32 ’tokens’, Mercedes 19 og Honda 18. Renault har kun brugt syv, men har på nuværende tidspunkt alligevel den motor, der måske er forbedret mest i forhold til sidste år. Selvom Renault-ledelsen prøver et nedjustere forventningerne ved at påpege, at brug af ’tokens’ ikke nødvendigvis er lig med ekstra hestekræfter, er det alligevel positivt, at Magnussens motorleverandør har betydeligt mere udviklings-potentiale for resten af sæsonen end konkurrenterne.

En af Renaults direkte konkurrenter, Toro Rosso, kan for eksempel se frem til en lang, frustrerende sæson, hvor de efter alt at dømme vil rutsje ned af resultatlisterne: Teamet kører med Ferrari 2015-motorer, og dem vil italienerne næppe bruge én eneste ’token’ på at forbedre.

Til sidst: Det nyt kvalifikations-system. Det fungerede simpelt hen ikke, og gjorde Formel 1 til grin på alverdens TV-skærme. Det nye system blev som så mange andre ændringer indført for at forbedre underholdningen – for at sikre flere TV-seere. At det gik lige modsat, er kun en understregning af, at der er noget grundlæggende galt med Formel 1 i disse år.

Jeg tror simpelt hen sporten er kommet til et punkt, hvor man skal beslutte sig for om Formel 1 skal være motor-sport eller motor-show. Om det skal være en sport, der (forhåbentlig ofte!) er underholdende – eller om det skal være et show a la wrestling, der en gang imellem har et sportsligt islæt.

Personligt er jeg ikke i tvivl: Formel 1 skal være en sport, hvor verdens bedste racerkørere i verdens hurtigste biler kæmper mod hinanden. Derfor er jeg glad for, at det gamle kvalifikations-system ser ud til at blive genindført allerede i Bahrain.

Og jeg glæder mig til en mere problemfri K-Mag weekend i Bahrain!