Jeg voksede op med en hund i huset og jeg skal straks sige, at jeg - hundens dårlige egenskaber til trods - oplevede det firbenede væsen som en berigelse af min tilværelse.
Min glade, uskyldige barndomsverden lod sig ikke vælte, når Chester - det hed den - rullede sig i en død måge på Bellevue Strand i Aarhus eller plantede sit svært kløende rektum i gulvtæppet og herefter tegnede en ikke altid helt usynlig streg over flere meter. Det ville genere mig i dag, hvorfor jeg ikke selv har hund.
Men den var et sødt og kærligt væsen. Det er der givetvis mange hunde, der er. Men kære hundeejer, uanset hvor sød din lille silkepuddel eller store pumpede kamphund er, så skal du stadig overholde visse basale regler. Ellers må Trofast på en sidste rejse til en kinesisk restaurant med et eksotisk menukort. Det forekommer mig, at en uacceptabel stor del af danske hundeejere har været igennem et moralsk forfald og ikke magter simple sociale spilleregler.
Hvorfor er dette land for eksempel begyndt at flyde med sorte plastikposer med lort i? Sorte hundelorteposer er en af de opfindelser, hvor der har siddet en kreativ tossegod type og udtænkt noget, som umiddelbart ville befri alverden for en sand pestilens. I dette tilfælde store hundelorte på gadeplan. Men opfinderen glemte bare at tage højde for pøbelens dårskab, så nu kan man på hvert et gadehjørne finde lort i sorte poser, der i øvrigt forlænger indholdets levetid med mindst faktor ti. Hvorfor orker I hundeejere ikke at smide dyrenes efterladenskaber i nærmeste skraldespand?
Og når så din kæmpestore legesyge Baloo eller Bimba er færdig med at armere plastikposelandminer, så skal du have dyret i snor. Det er ikke nok at råbe, »den gør ikke noget« til børnefamilier, som du møder på din vej rundt i samfundet. Særligt ikke når din hund kan løbe 50 kilometer i timen lige mod familiens lille tre-årige, der naturligvis straks lammes af angst. Enhver bevæbnet person ville være i sin gode ret til at skyde dit kræ ned i selvforsvar alene på en spinkel mistanke om, at hunden ville tackle nogen.
Andre mennesker skal heller ikke døje med din hunds VOV-VOV-VOV. Om det så er naboen, der stilfærdigt går rundt i sin have og pludselig forskrækkes af din monsterhund, som lurer lige bag hækken med sit angrebsbrøl eller det er tilfældige fodgængere, der skal vuffes af, mens hunden kaster sig mod dem i et vildt angreb, som kun forhindres af en tynd nylonsnøre og dine pindarme. Enten må din du lære din hund en anden adfærd eller isolationsfængsle den i hjemmet.
Når du kommer på besøg hos andre mennesker, og I ikke eksplicit har aftalt noget andet, så gælder følgende regel for hunden. Den skal ikke med. Andre mennesker gider ikke have hundehår i sofaen, savl på babylegetøjet og en sjat pis i hjørnet, som man først finder efter halvandet døgn. Det er ikke 'hyggeligt.' Det er aflivningsgrund.
Og til slut det aller-aller vigtigste. Du må aldrig omtale din hund som 'dit barn'. Det er dumt som beton. Din hund er sød og sjov, og hvis den dør af alderdom, byldepest eller den offentlige trafik, så køber du en ny efter en uges melankoli. Mere dramatisk er det ikke.
