Netop da jeg var startet i gymnasiet i 1994 havde jeg en oplevelse, som fik mig til at tvivle på om jeg havde kompetencerne til at konkurrere i fremtidens samfund.

Min fysiklærer - en normalt skikkelig mand, som vi kaldte ‘Tulle’ - kom spadserende ind i fysiklokalet med en af mine skriftlige fysikafleveringer, mens vi alle var i færd med et forsøg af en eller anden art.

»Det er noget lort,« brølede Tulle, da han nåede ned til min plads.

Han rettede sin pegefinger mod en graf, som jeg ubehjælpsomt havde frembragt, mens han pegede næsen og øjnene op i loftet.

»Det er til 03 (en rigtig skodkarakter på den gamle skala),« himlede han op igen.

Tulle havde helt ret. Alle mine klassekammerater havde tegnet en meget fin linje, som symboliserede en eller anden funktion, men jeg mestrede ikke - og mestrer stadig ikke - at lave pæne linjer. De bøjer altid sært og rammer ikke de rigtige steder. I stedet havde jeg skraveret et større område, og flere steder var min linie en halv centimeter bred. Det huede ikke rasende Tulle.

Hvor jeg så i de sidste knap 24 år har levet under en forudsætning om, at jeg ikke egner mig til at præsentere og levere alskens talmateriale, så er jeg nu blevet klogere.

Jeg kunne nemlig sagtens få job i Socialdemokratiet, hvis talknusere er lige så pure elendige som jeg selv er. Det blev jeg overbevist om, da jeg så partiets skandaløse kampagnevideo, hvor de både demonstrerer deres manglende evne til at tegne lagkagediagrammer, men også fik fortalt - stik imod sandheden - at danskerne er blevet mere utrygge. BØH!

Kampagnefolkene i det ledende oppositionsparti har simpelthen taget en pause fra at producere fremragende slogans, som »Det Danmark du kender«, »Den bedste danske opfindelse er Danmark« og andet mosepløret ordskvalder til at få 41 procent til at være det samme som to tredjedele af et lagkagediagram. Man skal ikke dele konditorivarer med de folk, med mindre man selv fører kagekniven.

Kampagnevideoen kommer ganske kort tid efter, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass brokkede sig til den dyrekøbte marionetdukke Reimer Bo om, at han aldrig kunne få sine politiske budskaber i medierne. Nej, meget kan man kritisere medierne for, men de rene røverhistorier bringer vi jo ikke.

Det er utåleligt som almindelig vælger, at man skal tolerere politiske budskaber, som tilsyneladende ikke har til formål at skabe et bedre Danmark, men i stedet at vinde magten og miskreditere modstanderen.

Men så kan man jo i stedet stemme på modparten, hvor den politiske leder og statsminister Lars Løkke for nylig kunne læse i Ekstra Bladet, at han holdt en uges sommerferie i en lusket kvotekonges hus, som han ellers indigneret har forsvoret, at han overhovedet kendte. Vor herre bevares.

Jeg oplever som journalist generelt, at Christiansborgs politikere er både dygtige, moralsk velfunderede og hårdtarbejdende folk. Der kommer dog nogle perioder, hvor jeg kunne drømme om et generationsskifte. De sidste par uger har været sådan en. De implicerede skylder en undskyldning.