Hvis der er noget, der er skik og brug i Danmark, så er det at betale overpris i den offentlige transport og samtidigt komme alt for sent på arbejde på grund af aflysninger og ringe drift.
Men nu er det lykkedes Movia at føje noget helt ekstra til al denne overbetaling og daglige forsinkelser. Snart skal københavnerne betale et såkaldt 'kvalitetstillæg' for at køre med metroen. Det går ikke hurtigere. Det er ikke bedre. Det er bare en værre oplevelse at køre med bus og tog end med metro, som derfor skal koste mere.
Movias medarbejdere tager åbenbart bilen på arbejde. Ellers ville man nok finde et andet navn end det fornærmende udtryk 'kvalitetstillæg,' som kunderne nu skal betale, efter de har kæmpet sig frem til metroen gennem væltede skraldespande og fulde folks brækklatter.
Men kære Movia, jeg er helt enig i, at det er rarere at køre med metroen end for eksempel med bus. Det er også rarere at spise jordbær end at slå sig selv i skridtet. Det er bare ikke noget argument for at sætte prisen på jordbær op. Det er forrykt.
Jeg oplevede for nylig den personlige ulykke, at min cykel gik i stykker udover mine egne ringe evner for at reparere den. Mens den var hos cykelsmeden, så måtte jeg ty til de gule busser i hovedstaden for at komme på arbejde. Det første, jeg bemærkede i bussen, var en lille fjernsynsskærm, som løbende viste bussernes motto 'oplevelser starter i bussen.' Der var også en lille reklamefilm med folk, der kørte i bus og talte med deres medpassagerer, som var det deres bedste venner. I den bus som jeg kørte i, sagde folk ikke et klap. Heldigvis.
Samme film viste også glade folk af alskens forskellige etniske herkomster. Selv havde jeg ikke bidt mærke i den etniske sammensætning af mine medpassagerer, før der ved Mjølnerparken steg et fremtrædende medlem af Hizb ut-Tahrir ind i bussen. Jeg kunne kende ham fra en række usammenhængende, ekstreme brandtaler, som han og ligesindede sender ud på Facebook relativt ofte. Hans daglige kamp for salafisme, sharia-lovgivning og kalifat starter åbenbart hver morgen i Movias linie 6A.
»Dejligt. Så fik jeg da også en på opleveren i dag,« tænkte jeg.
Jeg fik også stof til eftertanke udover min lille multikulti-oplevelse. Det forholder sig nemlig sådan, at københavnske bybusser ikke kan standse helt op, uden at hele bussen laver en pludselig bevægelse bagud i standsningsøjeblikket, så enhver stående pensionist straks bliver kastet til jorden. Præcis som hvis man bremser sin bil uden at bruge koblingen.
Det var som at sidde i en defekt Tivoli-forlystelse med formanden for Osama bin Ladens fanklub. Til sidst kom jeg i tanke om, at folk der dagligt kører i bus, er mere syge end folk, som - for eksempel - tager cyklen. Simpelthen fordi alverdens baciller stortrives i små lukkede rum med hostende passagerer. Og tre dage senere lagde jeg mig også med rigtig influenza. Ikke den der fimsede småsnue, der går over på to dage. Næ, den ægte vare med 40 i feber, som jeg ikke har haft i tyve år.
Kære Movia, det er uetisk at kalde sin nye prisstigning i metroen for 'kvalitetstillæg,' bare fordi det meste af ens transportkoncept har et komfortniveau, som om det skulle rense døde sjæle for synd i skærsilden, inden de kom i himlen. Det må I droppe.
Nu fungerer min cykel igen. Bare den aldrig bryder sammen igen.
