Foto: Nikolai Linares

Kender du det? Man synes egentlig, man er ret godt med på, hvad der foregår ude i verden, og hvordan man håndterer sit arbejde. Man betaler sin husleje, og familien er sund og rask. I weekenden dyrkes der sport, og livet er ret OK, og så møder man det der menneske – vi kan jo kalde hende Digital-Lis, der fortæller, at man er helt lost, fordi man ikke følger med på den eller den blog og ikke har en profil på Myspace. Hvis ikke man følger med i, hvad bloggerne tænder på, så er man totalt ’tard’ (læs: retarderet).

Det er også den type, der vender øjne, når man fortæller, at man hygger sig med Bagedysten eller Badehotellet sammen med sine børn. »Gud, hvor er det synd for dine børn, at du ikke følger mere med. De vil da meget hellere være på Youtube«. Jooo, prøver man så, men det er måske meget godt, at de også ser noget af kvalitet, og vi hygger os faktisk sammen. »Oh my God«, udbryder Digital-Lis: »Flow-tv er bare soooo last year. Youtuberne er de nye professionelle«.

Lad mig bare sige det sådan: Jeg hader den type. Jeg var engang til et foredrag med en, der var først og størst og helt fremme i bussen på den digitale motorvej. Hun fortalte, hvordan hun aldrig gik ud og spiste uden lige at læse andre menneskers anmeldelser på nettet. Jeg rakte fingeren op og spurgte, hvordan hun kunne vide, at de der anmeldere var repræsentative for hendes egen smag. Men hun mente, at det kunne man læse sig til, og for resten måtte jeg bare indse, at det var fremtiden. Som om det var et argument.

Bagefter kom en af tilhørerne over til mig og sagde: »Jeg kan godt huske, hvordan det var at være som dig. Engang på min arbejdsplads skulle vi lave alle systemerne om, og det var jeg meget imod… Jeg håber aldrig jeg bliver sådan igen.«

Okay!!!

Jeg er på ingen måde imod tekniske fremskridt, men jeg er imod, at man helt ukritisk hylder enhver form for digitalisering, og jeg er imod tankegangen om, at vi alle sammen skal være tekniske genier. Jeg kan sagtens se, hvilke geniale muligheder, der ligger i de sociale medier. Jeg er med på nogle af dem, og andre gider jeg ikke. Jeg har fået voksen skældud for, at jeg ikke er på twitter. Jeg er blevet vendt øjne af, fordi jeg ikke gider have en Ical (en digital kalender). Jeg er blevet holdt ude af arrangementer og medlemsskaber, fordi jeg nægtede at oprette en Facebook profil.

Men hør her: Der er bare nogle ting, der ikke interesserer mig. Jeg er træt af at være i et samfund, hvor der synes at herske den filosofi, at vi alle sammen skal kunne lidt af det hele. Jeg synes, der er alt for mange der ved lidt om det hele og alt for få, der er egentlige eksperter. Jeg ved da godt, at der skal en motor til at få min bil til at køre, men det interesserer mig nul, hvordan den fungerer, og hvordan man eventuelt reparerer den. Og sådan har jeg det også med internet og computer.

Annette Heick BYLINE

Jeg bruger det til noget, men jeg gider ikke kunne det hele.

Forleden dag havde jeg et udviklingsmøde, hvor en masse dygtige mennesker rådgav mig om driften af min virksomhed. Bagefter tog de hjem og så stod jeg dér alene tilbage og tænkte: Jeg er nødt til at finde nogle flere timer i døgnet, hvis det her skal kunne lade sig gøre. Jeg synes ellers, jeg er meget god til at drive min virksomhed, men jeg havde det sådan lidt som om, jeg var Nicklas Bendtner, der får et opkald nede fra klubben:

Nicklas Bendtner: Hallo, det er Nicklas.

Mogens fra klubben: Ja, det er Mogens nede fra klubben. Jeg tænkte på…når nu du går hjem fra træning i dag, kunne du så ikke sætte dig og lave alle træningsskemaerne for de små hold?

Nicklas Bendtner: Jamen jeg har trænet hele dagen.

Mogens fra klubben: Jo, men Nicklas, nogen skal jo gøre det, og det er slet ikke så svært. Og når du er færdig med det, så ville det være rigtig fedt, hvis du gad komme over på kontoret. Vi skal lige have bogført alle bilagene fra denne måned.

Nicklas Bendtner: Jeg ved ikke, om jeg er så god til tal…

Mogens fra klubben: Du vil da gerne have din løn, ikk’?

Nicklas Bendtner: Jo, men…

Mogens fra klubben: Godt du tager det så pænt. Det er bedst, hvis vi kan spare den stilling væk ovre i regnskab. Så er der også mange flere penge til dig…og mig…hahahahaha!

Nicklas Bendtner: Jeg troede bare, jeg var her for at sparke bolden ind!?

Annette Heick BYLINE

Mogens fra klubben: Nicklaaas…Sådan en klub her er et kæmpe apparat. Der er rigtig mange ting, man er nødt til at tage sig af. Du vil vel også gerne have, at klubben vokser sig stor og stærk, ikk’?.

Nicklas Bendtner: Jeg tænkte, at jeg tilførte klubben værdi ved at spille fodbold. Det er trods alt det, jeg er bedst til.

Mogens fra klubben: Næh du, så simpelt er det ikke. Det vil for resten være fint, hvis du i frokostpausen lige gider ringe et par sponsorer op og invitere dem på middag. Helst hjemme hos dig selv. Bare fortæl dem, at du poster på Instagram. Og Twitter. Og så lav en video til dem med dine børn, så bliver de glade.

Nicklas Bendtner: (…)

Mogens fra klubben: Godt! Så siger vi det. Og Nicklas?

Nicklas Bendtner: Ja?

Mogens nede fra klubben: Vi har et par stolerækker på tribunen, der skal fikses. Du er med på, vi betaler dem ud af din løn, ikk’? Du er en guttermand.

Cirka sådan kan det ind imellem føles at være selvstændig. Der er man både økonomiafdeling, teknisk afdeling, marketingsafdeling og salgsafdeling. Og når andre spørger, hvorfor man ikke har folk til det, så er man nærmest ved at bide hovedet af dem: OG HVEM HAVDE DU SÅ TÆNKT DIG SKULLE BETALE FOR DET?

Det være sagt, så gider jeg ikke længere være SoMe-medarbejder. Kald mig bare dinosaurus, men der er ganske enkelt ting, jeg ikke orker at vide noget om. Jeg er jo bare Nicklas Bendtner, for hulen.

Annette Heick BYLINE


Annettes uge på Instagram:



SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook