Jeg har besluttet mig for at se hele Downton Abbey serien igen. Begyndte med sæson 1 på DVD og i løbet af et par aftener måtte jeg tage hul på endnu en sæson, der vist godt kan kaldes den moderne udgave af ’Herskab og tjenestefolk’, hvis nogen da overhovedet kan huske den mere. Altså en serie om en engelsk adelsfamilie, der bor på et enormt gods og har en kæmpe stab af tjenestefolk omkring sig.

Det mest interessante ved DVD-sættet er, at der følger ’special features’ med. Blandt andet en dokumentar, hvor en historiker fortæller om de tætte bånd, der dengang var mellem herskabet og de ansatte. Mange har haft den fejlagtige opfattelse, at det var en slags herre og slave forhold, men i de sidste hundrede år af aristokratiets storhedstid var det mere en familiær forbindelse. Etiketten blev overholdt til punkt og prikke, og der gjaldt et væld af uskrevne regler. Men så længe alle fulgte normerne, så var det faktisk et ganske velsmurt system, som beskæftigede op imod 2-300 familier, når godset og det tilhørende stykke land var tilpas stort.

Jeg må sige, det fascinerer mig. Det er selvfølgelig en meget usocialistisk tankegang, at nogen er født ind i ekstrem rigdom og derfor bestemmer over nogle andre, der skal servicere dem. Vi bilder os ind, at det skaber ulighed i samfundet, men jeg kunne godt tænke mig at udfordre den tankegang.

Det er jo ikke sådan, at fordi der ikke findes flere familier – i hvert fald ikke her til lands – som lever på den ekstravagante måde, at så har vi mindre ulighed. Der vil alle dage – og da især i den kommunistiske del af verden – være ekstremt rige familier, der kan købe sig til diverse serviceydelser ude i byen.

Havde det da været smartere, at arbejdsgiveren (den rige person) ansatte sit personale på fuld tid? Og var det måske lønsomt for alle mand, at de ansatte fik kost og logi betalt men til gengæld en lavere løn? Jo stærkere bånd man har til sin arbejdsplads, desto mere ærekær er man, og jo mere ens arbejde påskønnes, desto mere vil man dygtiggøre sig for at avancere. Er det så skidt?

Alt for ofte støder jeg på mennesker, der anser serviceydelser for at være noget af det tarveligste, man kan beskæftige sig med. Som om toiletvasker, skraldemand og gadefejer er det laveste, man kan blive. Men jeg er helt vildt uenig. Servicefaget er et af de vigtigste., og vi må huske at rose de mennesker, der tager opgaverne på sig. Ikke fordi vi dybest set tænker: stakler. Men fordi vi bør vise, hvor meget det betyder for os, at gaderne er rene, og at skraldet håndteres korrekt.

I Downton Abbey oplever man, at personalet er mere snobbet end herskabet. Hvis vi tager ordet ’snob’ i sin egentlige betydning, så handler det om mennesker, der sætter lighedstegn mellem social rang og menneskeværd. Men meget ofte synes jeg egentlig, at snobbede mennesker er nogle, der gør sig umage. Det er de nødt til for at kunne opretholde selvbilledet. Eksempel: Mænd, der er medlem af en loge, er ofte helt almindelige mænd i håndværkerstillinger, der godt kan lide at ’dresse op’ i fin uniform og dukke op til fornemme arrangementer. Det gør dem ikke automatisk til bedre mennesker, men der ligger da indbygget i det, at de gør sig umage for at skabe en kultur, hvor man søger viden og indsigt og derigennem højner moralen.

Hvis det er snobberi at stile efter at være lidt mere end det, man kommer af, så er det måske ikke helt fjollet. I Downton Abbey – som ganske vist bare er en serie, men som dog er baseret på en række historiske fakta – opfatter jeg både herskab og tjenestefolk som nogle mennesker, der er alt andet end kulturløse. Samtidig sætter de en enorm ære i at bevare et system, der sikkert kan opfattes som snobbet.

Som modpol til alt dette har jeg gennem mange årtier observeret en ungdomskultur (jeg har selv været en del af den), hvor man på den ene side opsøger de rigtige studier (læs: akademiske) og går i det rigtige mærketøj samt har de sidste nye gadgets fra Apple, og på den anden side lefler for en lowlife kultur – ja, I må sgu meget undskylde, men jeg synes faktisk en del af de idoliserede musikere, der indtager hitlisterne, er udtryk for lowlife, når man ser den ene musikvideo efter den anden med de samme hængerøvsklædte typer, der kører rundt i store amerikanerbiler med deres hangaround-slæng, som er iført fede guldkæder på. KOOOM NUUU, venner! Kan vi ikke snart ryste posen?

Hvornår er der en, der gider række hånden op og sige: Jeg synes faktisk, det er sejt at være stræber? Hvornår er der nogen, der gider fortælle de unge, at de ikke kan rappe sig eller klæde sig på til et liv i sus og dus. Det kræver knofedt. Det kræver faktisk ikke engang en akademisk uddannelse (vi kan snart fodre svin med akademikere). Vil man være sikker på at have arbejde i fremtiden, skal man være håndværker.

Hvornår gider nogen fortælle de unge, at det er uklædelig, når de snobber nedad? For den, der snobber nedad, er i mine øjne uambitiøs. Den, der prøver at gøre sig til mindre eller sammenligner sig med dem, der er lavere social rang eller lader sig inspirere af dem, der dasker rundt og er iih og åååh så cool, at de ikke behøver lave dagens gerning, ja de mennesker sidder fast.

Og vi behøver sådan set ikke engang hive ghetto rapperne frem i lyset. Vi kan bare kigge på, hvordan selv voksne mennesker synes, vi skal klæde os på, når vi går i byen. På restaurant eller i teatret. Vi tager da bare et par jeans på og en krøllet skjorte!! Nåh!!!

Jeg sad og kluklo over Agnes i Matador, der selvfølgelig havde matrostøj til sine drenge på trods af strenge tider under krigen. Hun er personificeringen af det, jeg taler om, når jeg hylder snobberiet. Hun vil frem, vil hun.

Matador og Downton Abbey…jeg kan godt selv høre det. Det er gammeldags, javist, men det må man hjertens gerne mene, jeg er. Vi har i Danmark rigeligt hus med at hylde alle nye teknologisker opfindelser – uanset hvor lidt brugbare de er. Nu må de smarte, de trendy, dem med det rigtige tøj snart forstå, at forankring i kultur og dannelse får vi kun, hvis vi samtidig formår at favne det, vi fik med fra vores forfædre.

Annettes uge på Instagram: