Min engelskelærer i gymnasiet var simpelthen en af de flotteste kvinder – ja, det er hun formodentlig endnu. Jeg husker hende med altid vide bukser, sko med hæl, hvid skjorte og en lang, smuk perlekæde om halsen. Men for ikke så længe siden så jeg, at hendes søn havde postet et gammelt billede af hende på Instagram. Billedet var vel fra 60’erne, og min engelsklærer var iført lårkort nederdel og lange, hvide støvler på de flotte ben. Wauw! Hun har åbenbart altid været så pæn.

Det var nu også en flot mode. Jeg har altid været vild med lårkort, og jeg vil sådan set erklære mig højrøvet ligeglad med, om andre mener, jeg er for gammel til at bære det. I love it, for nu at citere Ole Henriksen.

Jeg sidder dog og spekulerer på, om der var flere voldtægter dengang i 60’erne. Jo, men det er faktisk et relevant spørgsmål at stille i den sammenhæng. Jeg har nemlig bemærket, at flere og flere har den opfattelse, at lårkort nederdel leder direkte til voldtægt. Eller sagt på en anden måde: Hvis man klæder sig sådan, så må man nødvendigvis regne med, at man kan blive udsat for overgreb. Man frister svage sjæle. Jeg har simpelthen så svært ved at forestille mig, at det var holdningen i 60’erne. Jeg er med på, at den ældre generation nok vendte øjne dengang, men det er jo den ældre generations til enhver tid gældende pligt.

Apropos lårkort og voldtægt: Jeg læste Poul Høis ufattelige beretning i denne uges Berlingske Tidende, hvor han henover 10 sider gjorde rede for den sag, der omfatter flere end 1.500 piger, der fra 11-års alderen er blevet voldtaget systematisk af flere end 110 pakistanske mænd i den engelske by Rotherham. Det stod på i 16 år, men det mest grelle er måske i virkeligheden, at alle myndighederne var klar over, hvad der foregik, men valgte at lukke øjnene. Jeg tror måske, det er den mest groteske sag, jeg har læst om nogensinde.

Der var bl.a. en far, som forsøgte at få sin purunge datter vristet fra et hold af voldtægtsmænd. Det endte med, at politiet anholdt ham, således at han fik en plet på straffeattesten, hvilket igen kostede ham først jobbet og dernæst helbredet. Et andet sted i byen blev en pige på 13 anholdt for husspektakler, fordi hun på trods af bedøvelse gjorde modstand, mens 5 mænd på skift voldtog hende. Politiet afhørte ikke gerningsmændene, men tog pigen med på stationen. Historierne er mange og uhyggelige.

Men i artiklen kunne man altså også læse citater som: ”Det største problem i dag er de unge piger, der klæder sig ud, du ved, i små nederdele, sådan noget, og så går de ind på en klub og ender med at være sammen med en fyr, og så vågner de næste morgen og skriger voldtægt”.

Jeg minder her om, at vi taler om børn, ikke kvinder, og at disse børn er blevet bedøvet med narkotika af disse pakistanske mænd. Mændene er afsporede. Helt klart – og sagen ruller nu for fulde omdrejninger. Mange vil blive anholdt. Men er der noget om, at vi – sådan generelt – har den holdning til kvinder i lårkort, at de lidt selv er ude om det, hvis nogen forgriber sig på dem? Jeg spørger, fordi jeg nu ad flere omgange har overhørt mennesker, jeg respekterer højt, sidde og sige noget i den retning, når samtalen er drejet ind på #metoo-kampagnen. Noget a la: »Hvis man stikker sin letpåklædte mås op i hovedet på en mand, så kan man jo nok regne ud, at man får et klap bagi.«

Hvem har sat den standard? Altså besluttet, at det er den lårkorte, der gør udfaldet? Jeg oplever nemlig, at de samme mennesker himler op, når de hører om visse muslimske mænd, der finder det ophidsende og derfor skammeligt, hvis en kvinde viser ankel eller går utildækket på gaden. Er det ikke bare to sider af samme sag? Dybest set burde det vel være sådan, at en kvinde kan gå klædt, præcis som hun vil uden at skulle frygte en mands tilnærmelser. Jeg mener: Der gælder jo ingen tilsvarende regler for mænd. Hvis en mand kom gående ned ad Strøget iført små badebukser og nichts weiter, ville man nok kigge en gang og fnise, men man ville da aldrig sige til sin søn: Husk nu, hvis du går rundt med åbenstående skjorte eller stramme bukser eller meget korte shorts, at du kan risikere at blive fornedret, bedøvet eller voldtaget. Ville man vel?

Så derfor ER der forskel på mænd og kvinder. Og jeg mener faktisk ikke, det er en forskel, vi skal acceptere og bare sådan give videre til de nye generationer. Det handler ikke om at være efter mændene eller at være feminist. Det handler bare om, at kvinder ikke skal have grund til at gå og være bange.

Skal man så slet ikke tage sine forholdsregler? Jo. Selvfølgelig skal man det. Og jeg kan sgu også godt selv være snerpet. Jeg synes ikke, man skal iklæde sine små børn sexet tøj. Og hvad er så sexet tøj? Ja f.eks. kan man jo kigge på musikvideoer og se, hvad unge kvinder ifører sig. Bar mave, læbestift, bluse med et frækt budskab. Jeg synes, det er uklædeligt til små piger, men det ændrer altså ikke ved, at mænd skal holde fingrene fra pigebørnene, OGSÅ hvis de går klædt som en Katy Perry, eller hvem det nu måtte være.

For mange år siden var jeg på Malibu Beach i Californien. Det er en kæmpe strand, og der lå kun mig og så ca. 50 meter væk en familie med en lille pige på ca. to år i bikinibukser. Langt derfra kom en betjent gående ned ad stranden i fuldt ornat. Da han nåede frem til parret med barnet, fik de venligst besked på at putte en bikinitop på den lille pige.

Ak! Jeg kan blive så ked af det. Jeg synes, det er pragtfuldt, at børn kan få lov at hoppe rundt i det bare ingenting på de danske strande. Vi skal altid som forældre være opmærksomme på, at der kan være voksne, der vil vores børn det ondt. Men jeg minder om, at de heldigvis ikke tilhører normalen, og derfor skal vores børn så vidt muligt kunne agere frit og uden angst. Vi voksne holder heller ikke op med at gå ture i skoven, fordi der kan stå en morder bag et træ.

Vi skal passe på hinanden. Og vi skal huske hinanden på, at vi lever i et moderne samfund, hvor vi gerne vil give lige rettigheder til piger og drenge. Det kræver nok, at vi gør op med nogle af de gamle normer. Det er derfor, det er vigtigt, at vi bliver ved med at diskutere et emne som #metoo. Er det svært at forstå hele #metoo kampagnen? Ja, det er det. For den er frygteligt utydelig. Men det er ikke det samme som, at vi helt skal smide de stemmer over bord, som har talt en vigtig sag. Jeg tror, når vi kigger tilbage om ti år, så vil #metoo stå langt mere klart, og allerede nu må man sige, at den har ændret vores måde at tænke på. Heldigvis.

Annettes uge på Instagram: