For nogle år siden lavede jeg en række tv-programmer, hvor jeg var lænket med håndjern til en person i fem timer. ’Haps, du er fanget’ hed programmet. I hver udsendelse portrætterede vi tre personer: En kendt, én med et udfordrende job og én med en anderledes livsstil.
I et af programmerne var jeg således lænket sammen med Chopper. Han havde det meste af sit liv været hjemløs. Det var der naturligvis en lang og rørende historie bag, som vi – hvor gerne jeg end havde villet – ikke kunne nå at formidle fuldt ud i dette hurtige tv-format. Men dagen sammen med Chopper gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
Mange af os har nok en tendens til at stemple hjemløse som sære, fordrukne misbrugere eller psykisk ustabile, og visse af dem er vi tilmed bange for. Måske er det, fordi vi ved for lidt om dem. Når vi hører, at der i runde tal er 6.600 hjemløse i Danmark, så bliver det bare et tal, som da vistnok er steget lidt over årene, men ikke et tal, som ret mange forholder sig til.
Hvorfor bringer jeg det så på banen nu? Jo, det gør jeg, fordi det er koldt udenfor. Iskoldt, som vi ikke har oplevet det ret mange gange før på denne årstid. Der er minus otte grader udenfor mine vinduer lige nu. Det sner. Og i går hørte jeg nogle tal i radioen, som gjorde mig forstemt:
Næsten 1.300 af vores hjemløse er unge mennesker mellem 18 og 24 år. Det er børn af helt almindelige familier, hvor der er sket noget, som har væltet deres tilværelse. Det kan f.eks. være, at mor fik en ny mand, som smed den unge ud af huset. Det kan være, at økonomien ikke rakte til en bolig længere. Det kan være en kortvarig depression eller et sygdomsforløb, som gjorde, at man røg ud af sit studie og mistede kontakten til vennerne. Eller en familiefejde. Og pludselig er der ikke længere nogen støtte eller nogen voksen, man bare kan overnatte hos, mens man selv tumler rundt med et vakkelvornt ungdomsliv og ikke passer ind nogen steder.
I begyndelsen er det midlertidigt – tænker man. Det er nok bare en enkelt nat på et herberg. Men så bliver det til en nat mere, fordi man er ked af det eller måske flov. Tredje nat nærmer sig, fordi det var lidt vanskeligere end forventet at få hjælp, og en dag er der gået en uge, og så indgår man i en statistik over hjemløse i Danmark.
Jeg har ondt af alle de mennesker, der er hjemløse. Det kan godt være, at mange af dem er granvoksne, men jeg tvivler på, at ret mange af dem har valgt at leve på gaden. At flere af dem ofte er fulde, skyldes jo, at det både dulmer smerten og hjælper med til at glemme nattefrosten. Men da jeg hørte om disse unge mennesker (der er også børn ned til 13 år blandt de hjemløse) gjorde det mig ekstra ked af det. Jeg hørte i radioen et interview med en kvinde, der leder et herberg i København. Hun fortalte, at kulden i øjeblikket er årsag til, at herbergerne er overfyldte, hvorfor man hver dag må afvise en masse mennesker, der således må sove udenfor.
Kulden er helt indlysende farlig, når vi rammer de lave nattemperaturer, men denne kvinde fortale, at de unge heller ikke mentalt er klædt på til at klare livet på gaden. De fleste har op til flere gange fået stjålet alle deres ejendele. Stort set samtlige har prøvet at blive tæsket sønder og sammen, og alle de unge kvinder, hun havde kendskab til, er blevet seksuelt forulempet på den ene eller anden måde.
Der er jo stadig en del derude, som er psykisk syge, og der er også flere, som er stofmisbrugere, og sådanne typer kan de unge hjemløse ikke forsvare sig imod, fordi de ikke selv er hårdkogte og vant til miljøet.
At det kan være svært at forholde sig til det at være hjemløs, er heldigvis ikke det samme som, at vi er ligeglade. I disse dage er der hold af mennesker, der går ud og aktivt opsøger de hjemløse og prøver at få dem indlogeret forskellige steder. Sygeplejersker og læger drager ud i storbyerne for at kunne stå til rådighed for dem, der lever på gaden, og du og jeg har også pligt til at reagere, når vi ser nogen ligge udenfor i den strenge kulde. Det er vigtigt, at vi alle sammen er opmærksomme på, at det er dødsensfarligt at sove i kulden. Derfor skal vi holde øje med vores hjemløse og ringe 112, hvis vi mener, at de er i livsfare.
Ligger du inde med soveposer, gammelt skitøj eller tykke uldsokker, som du kan undvære, så er det værd lige at tjekke, om der er et herberg i nærheden af dig. For dér samler man tøj og liggeunderlag ind til de hjemløse, som virkelig har brug for hjælpen.
Og en sidste ting, vi kan gøre, er at lade være med at kigge skævt til de hjemløse. De ved udmærket godt selv, at de mange steder er uønskede. De er blot nogle mennesker med ar på sjælen, og det sidste, de har brug for, er at blive set ned på. Så send et smil. Sig hej. Undvær et par af dine gamle sko eller find et tæppe til ham, der sidder nede på gaden. Det er faktisk ret lidt, der skal til for at videregive håb til mennesker. Og jeg har da stadig til gode at møde nogen, der ikke gerne tager imod venlighed. Også når den bare sendes med øjnene.
Annettes uge på Instagram:
