Det er gået op for mig, at hensyn og mistanke er nært forbundet med hinanden. Hvor hensyn ellers burde være en høfligheds-kultur, er det efterhånden blevet mere et kodeks, som man først skal lure og siden skal efterleve, hvis man vil undgå at blive mistænkt for noget. Viser man ikke hensyn, så er man hensynsløs og ligeglad med andre.
Eksempel: En bil holder skævt parkeret og spærrer for to pladser (vildt irriterende – vi kender det alle sammen). En anden bilist, der af samme grund ikke kan få plads til at parkere, bliver rasende og sætter en sur seddel på den parkerede bils forrude, hvor der står ’Parker dog ordentligt, din idiot’. Berettiget, vil nogle mene. Men da den parkerede bils ejer senere kommer ud til sedlen, bliver han ærgerlig og forstår ikke, hvorfor han skal skældes ud. Da han parkerede, var den plads hans eneste mulighed, fordi nogle andre biler ved siden af igen holdt skævt. Man kan vel sige, at parkeringen var uhensigtsmæssig på den lange bane, men man kan vel næppe påstå, at denne bilejer var hensynsløs.
Jeg ved godt, det bliver lidt indviklet, men prøv alligevel at bemærke nuancerne: uhensigtsmæssig vs. hensynsløs. Vi farer op og stempler hinanden, så snart vi mener, at nogen har overtrådt de der hensynsregler. Hos den lidt ældre generation gælder nogle (synes jeg) ret fjollede regler om hensyn, som min generation da heldigvis har fået gjort op med. F.eks. reglen om, at man ’skylder’ hinanden. Når man har været på besøg hos nogen, så ’skylder’ man en retur-invitation. I årevis kan folk holde hinanden i skak på den måde uden nogensinde at tage stilling til: Har jeg overhovedet lyst til at se de mennesker? Man inviterer, fordi man ’skylder’. Og når den anden så ikke har inviteret eller ringet, så begynder mistanken om en eller andet ondsindet intention: ’De er nok sure’. Konklusion: ’Så gider vi heller ikke se dem’.
Yngre generationer kan dog ikke sige sig fri for at lide af hensyns-syge. Jeg oplevede på et tidspunkt et optrin, som var helt tosset. Jeg var på en arbejdsopgave, hvor man ved frokosttid havde stillet en buffet op til hele holdet. Med pålæg og rugbrød og masser af dejlige sager. Men så blev en af de andre pludselig meget vred. Hun påpegede, at der faktisk var en på holdet, der var muslim, og at der ikke var noget halalslagtet kød-pålæg til ham. Jeg vil gerne understrege, at ham, der var omdrejningspunktet, slet ikke ønskede denne opmærksomhed og prøvede at dysse situationen ned, men der gik ikke mange sekunder, før racist-kortet blev trukket. ’Typisk dansk’, fnyste kvinden og gjorde frokosten til et religionsspørgsmål.
Og ja, buffeten var typisk dansk og i øvrigt fint varieret. Til gengæld var stemningen fuldkommen ødelagt.
Jeg synes faktisk, det kan være problematisk, hvis vi hele tiden skal skræddersy vores hensyn til alle grupper af mennesker. Jeg har bemærket, at de fleste restauranter efterhånden har retter på menukortet, der er glutenfri eller laktosefri eller for veganere. Og det må restauranterne gerne have, for det er fint at vise hensyn. Men det betyder altså ikke, at de, der har valgt at gøre noget andet, er ligeglade med andre mennesker. I Sverige, som ved gud er det mest politisk korrekte land på jordens overflade, har man madordning i skolerne. Ingen har nogensinde madpakke med. På menuen, som er den samme i hele kommunen – i vores tilfælde Malmø – står der aldrig noget om halalslagtet kød. En gang om ugen laver de vegetarisk mad, og stort set alle råvarer er økologiske – det er alt. Og er der noget, svenskerne ikke er, så er det hensynsløse.
Måske skulle vi danskere forsøge at få den der pegefinger lidt ned. I ved, den der belærende pegefinger, som har det med at pege anklagende på nogen. Og måske skulle vi slappe lidt mere af. Vi kan godt opdrage på hinanden uden at flippe helt ud. Bare sige: ’Hov du, jeg kom vist før dig’, når nogen springer over i køen. Eller: ’Må jeg ikke godt få din plads, jeg er simpelthen så gravid’, når alle bussæderne er taget, og man står der med sine fyldte indkøbsposer og sveder. Som regel er folk slet ikke klar over, at de fremstår hensynsløse. De gik bare i deres egne tanker.
Her i sommer sad jeg og spiste is ved stranden på Bornholm og kiggede på de mange badende småbørn, der hoppede rundt i vandkanten med fiskenet og bare numser. Jeg blev ærligt talt så glad over, at vi stadig i bedste 70’er ånd viser vores børn, at vi tør være frie mennesker. Det kan godt være, der sidder en eller anden klam gut og tænder på børnene, men skal vi lade ham diktere vores kultur? Det synes jeg ikke. Jeg fik et brev fra en fyr, der skrev, at han var så ked af, at han skulle føle sig mistænkeliggjort, når han skiftede ble på sit højt elskede barnebarn. Jeg synes også, det er synd for ham og mange andre. Og jeg håber ikke, at de begynder at vise det der misforståede hensyn over for alle dem, der sidder klar med pegefingeren.
Vi bliver nødt til at skille tingene ad, så hensyn igen kan være kulturbestemt høflighed og ikke noget, der er dikteret af pegefingerfolket, som bliver fornærmet på andres vegne. I Kina bøvser man ved bordet. Gid de vil fortsætte med det.
Personligt synes jeg, det er vildt ulækkert, men jeg nyder at sidde og le indvendigt over vores forskelle. Mange steder i Afrika spiser man med fingrene (og det er ikke noget, jeg skriver, fordi jeg er racistisk, men fordi jeg har rejst temmelig meget i Østafrika), og det har jeg ikke lyst til at gøre, men så kan jeg jo bare bede om bestik – for det har de også i de varme lande! I USA serverer de meget store portioner mad. Det gør de ikke for at række tunge ad de sultne børn i Afrika, men fordi de er opdraget med, at ’der skal ikke mangle noget’. I Danmark spiser vi frikadeller. Tænk hvor meget hensynsløshed den delle er blevet tillagt de senere år!
Nu vil jeg gå i Tivoli og spise en gang skipperlabskovs og drikke en Carlsberg. Det er ret dansk og for mig ganske upolitisk. Og jeg lover at vise hensyn og sidde pænt ved bordet. Skål!
Annettes uge på Instagram:
