Jeg tror, jeg var 11 år gammel, da min mor viste mig en annonce i avisen: De søgte piger til en filmatisering af Tove Ditlevsens liv. Instruktøren var legendariske Astrid Henning-Jensen, og det var selvfølgelig enhver lille piges drøm at være med i en rigtig film. Jeg fik min mor til at krølle mit sølle hår, så vi kunne tage et pænt billede af mig og sende det ind. Det var næppe håret, der gjorde udfaldet, men jeg blev faktisk kaldt ind til en casting. Jeg har hele korrespondancen endnu. Den vidner om et langt og grundigt forløb, og jeg endte med at få en lille bitte rolle med en halv replik. Halv, fordi jeg skulle afbrydes midt i den.

Vi skulle filme en tidlig morgen, og igen havde jeg fået min mor til at gøre noget ved mit hår – forfængelig som jeg var. På filmsettet skulle mange mennesker nå gennem sminken, så det gik stærkt: Jeg fik smurt noget fedtstof i håret, og en sodet korkprop blev tværet rundt i mit ansigt, så jeg kunne ligne en beskidt baggårdstøs. Det stod på en eller anden måde slet ikke mål med, hvad jeg forestillede mig om det at være filmstjerne!

Dengang var jeg mest optaget af at se Dollars i fjernsynet, hvor der var masser af læbestift og skulderpuder. Og jeg havde også bemærket, at Krystle (Linda Evans) altid flakkede med øjnene, når hun skulle vise følelser. Så det gjorde jeg også, indtil en fotograf sagde: Kan nogen få pigen til at holde øjnene stille?

Det var så den filmkarriere! Nej, ærligt: Det var en kæmpe oplevelse, og jeg har siden fundet ud af, at de piger, jeg stod sammen med i en iskold baggård den tidlige morgen på Vesterbro foran snurrende kameraer, i dag alle sammen er ’noget ved musikken’, som man siger. Så altså et eller andet magisk gjorde filmen ved os. Men jeg har aldrig siden opsøgt filmarbejdet.

Til gengæld elsker jeg mediet. I skrivende stund sidder jeg og lytter til blandet filmmusik, hvilket passer helt urimeligt godt til snevejret udenfor. Men når du, kære læser, sidder med disse linjer foran dig, så er jeg formodentlig i en biograf med hele familien. I anledning af min fars fødselsdag har vi inviteret på brunch og bio. Denne gang skal vi se den nye Disney film, Coco, som alle roser til skyerne.

Sidst vi tog sådan en tur, så vi La La Land, som øjeblikkeligt blev min yndlingsfilm. Jeg græd som pisket, ikke fordi den var reelt sørgelig, men fordi den rummede så megen skønhed, at jeg blev dybt rørt. Nu må vi se, om min den mindste, Storm på ni, klarer skærene i dag, for han er en lille følsom en.

Da vi så Billie Elliot på DVD derhjemme, måtte vi holde pause fra filmen der, hvor den afdøde bedstemoder opsøger sit barnebarn, for Storm var helt opløst i tårer. Jeg forklarede ham, at det er meget normalt at græde, når man oplever og mærker savn. »Men,« sagde jeg, »husk på, at det at savne nogen i virkeligheden er udtryk for kærlighed.« Han tørrede øjnene, og vi fortsatte. Indtil der kom endnu en rørende scene, og Storm med grødet barnestemme sagde: »Paus lige…der kommer mere kærlighed.« Og sådan måtte vi stoppe tre-fire gange, mens lille Storm fik tørret øjne. Det kan vi næppe, når vi i dag (søndag) sidder i biffen. Så vi må bare være klar med lommetørklæder.

Film skal ses i biografen, og jeg indrømmer, at jeg ikke har været flink til at løse billet, men det vil jeg gerne lave om på. Jeg føler mig ofte utrolig inspireret af enten karaktererne eller de dygtige skuespilpræstationer, men det gør heller ikke noget, hvis man får noget med sig hjem. En indsigt eller andet, der er værd at tænke over.

Det er en kendt sag, at vi herhjemme i Danmark har været ekstremt dygtige til at skabe serier og film, som resten af verden beundrer. Jævnfør de Oscars og Emmyer, der er regnet ned over vores filminstruktører. Det har skabt enorm efterspørgsel efter vores danske skuespillere.

I aften er der ekstra meget at glæde sig til, når hele to nye, stjernebesatte tv-serier rammer danskerne på henholdsvis DR og TV2. Det bliver svært at vælge. Men der er navnlig én, som jeg glæder mig meget til at opleve i en dansk rolle, og det er Connie Nielsen, for hvem jeg har den allerstørste respekt. Hvor min egen branche, musikbranchen, har fejlet eklatant og nærmest støvsuget min generations musikere for kvinder, der sætter ord på følelser, så har filmbranchen på dygtigste vis skabt kvindelige forbilleder, som vi i 40’erne kan spejle os i. Man har tidligt indset, at det er i alles interesse, at kønnene er ligeligt repræsenteret. Og det er man så lykkedes med ganske uden kvoter. Min påstand er, at det er sket, fordi man har investeret i kvindelige kræfter.

Og investering er måske det vigtigste ord, når vi diskuterer, i hvilken udstrækning film og kunst skal have tilskud. Det bør være muligt at betragte Danmark som en virksomhed. Og hvis det var min virksomhed, så ville jeg være ekstra opmærksom på talent og muligheder. Jeg er af den overbevisning, at talent ikke kan holdes nede, og har man oven i købet mulighed for at udbrede kendskabet til denne vare i resten af verden, så er det bare om at investere. For på den lange bane kommer pengene hjem igen. Og nej, jeg er ikke bestukket af nogen i filmbranchen. Jeg er bare utrolig stolt på vores lands vegne over de film, vi beriger befolkningen med. Jeg håber, der kommer mange flere.

Annettes uge på Instagram: