Det er sen aften. Klokken er 23, og jeg går nede i de tunneller, der forbinder Roms gader med byens metrostationer. En kvinde, lidt yngre end mig, tager sin harmonika frem. Jeg kan se hende længere fremme. Hun er flot. Pæn makeup. Langt sort hår. Har taget nydeligt tøj på og står med en selskabstaske hængende ned fra skulderen. Hun har sat et anlæg op, som hun tænder for. Ud strømmer rytmer, som hun begynder at spille til. Hun trækker i harmonikaen. Hun er dygtig.

Ved siden af hende står en lille knægt. Han er højst fem år gammel, og også han er velklædt: Skjorte og nystrøgede bukser. I hånden har han et bæger. Hans job er at tage imod penge fra de forbipasserende. En af dem er mig. Jeg når netop at se ham gabe højt. Han er dødtræt. Det er ikke et trick, og det ville heller ikke være nødvendigt, for jeg lægger alt, hvad jeg har, ned i hans kop.

Mine tanker spadserer tilbage til to andre oplevelser fra mit liv, som får denne til at stå frem i et særligt lys:

Den første… der skal vi mange år tilbage. Jeg er nok ikke meget mere end 15 år gammel. Jeg er på ferie sammen med mine forældre i Sydspanien hos nogle venner. Hver aften ender vi nede på byens bar, hvor der er musik, kulørte drinks og dans. Jeg elsker at være med, hvor der sker noget. Jeg bemærker også, at der uden for baren sidder den samme kvinde hver aften. Hun er sigøjner og sidder med benene trukket op under sig. Ved siden af hende ligger et lille barn og sover i hendes skørter. Hun holder en kop frem og tigger lydløst. Jeg er helt elendig over det og vil gerne give hende noget, men mine forældres venner siger, at det må jeg ikke.

Vi er der som nævnt nogle aftener i træk. Hver aften har jeg nævnt, at jeg gerne vil give kvinden noget, og en dag siger mine forældres venner: »Godt! Det må du gerne, men så skal vi blive der, helt til baren lukker, og hun går hjem.«

Vi bliver. Det er meget sent om natten. Kvinden sidder i samme stilling, og barnet rør sig ikke ud af flækken. Det snorksover. Baren lukker, tjenerne er i færd med at rydde op, men vi får lov at blive siddende i mørket ved bordet ude mod fortovet.

Nu ruller en Mercedes op ved siden af kvinden. Hun pakker med hurtige bevægelser sin kop væk, skubber til barnet, som vågner uden at græde. Hun rejser sig, åbner bildøren og hiver barnet med ind i bilen. De kører væk. En tjener har set os sidde og måbe. »Hun bliver hentet af sin mand hver aften,« siger han.

Den aften gjorde, at jeg aldrig siden gav penge til tiggere.

Den anden oplevelse går ikke så mange år tilbage. Min søn, som nu er teenager, har vel været tre år gammel. Han var i hvert fald ikke blevet storebror endnu. Det var december, så jeg var på turné. Rundt at optræde i hele landet. December er i mit fag traditionelt set en af årets travleste måneder. Jeg havde ikke haft mulighed for at få den lille passet, så han var med på job. Det var han rigtig dygtig til. Han kunne sidde lige så fint og lege, mens jeg stod på scenen.

En af aftenerne havde jeg dobbeltjob. Skulle hurtigt fra det ene sted til det andet. Et band stod allerede klar til at gå på, da jeg ankom med Eliot under armen. Det var ud på aftenen, og han har givetvis været træt, men ville alligevel gerne med ind i salen, hvor mor skulle synge. Jeg instruerede ham lynhurtigt i det, han godt vidste i forvejen: »Skat, de næste 45 minutter må du KUN være nede foran scenen. Du må ikke gå væk, og du må ikke forstyrre mor, okay? Jeg skal kunne se dig hele tiden, men du må ikke gå op på scenen. Jeg synger ca. 10 sange, før vi kan tale sammen. Okay?«

Den lille knægt nikkede. Jeg gik på og i gang. Jeg har jo efterhånden prøvet det nogle gange, og jeg kan bare sige, at man har sensorerne ude, når børnene er med, mens man står der og synger med den største indlevelse. På et tidspunkt den aften kunne jeg godt mærke noget uro nede fra scenekanten, og jeg bemærkede, at Eliot ville have kontakt, men jeg rystede på hovedet ned mod ham uden at andre kunne se det. Og så lagde knægten sig ned på ryggen, hvor han blev liggende resten af koncerten.

Bagefter kom jeg ned til ham og sagde: »Hvad så, lille skat?« »Ikk’ noget,« svarede han. »Det går fint igen. Det var bare fordi, jeg havde fået næseblod.«

Helt ærligt: Jeg skammer mig stadigvæk over det. Jeg tror ikke, jeg kunne have handlet anderledes, men det ændrer jo ikke ved, at det ikke var en situation, der var ønskværdig for et lille barn. Det var synd for ham.

Denne aften i Rom rammer historierne – den om sigøjnerkvinden, den om Eliot og nu hende her med harmonikaen – mig med ekstra styrke. Dybest set er de ens. De handler om en mor, der har sit barn med på arbejde en sen aften et sted, som ikke passer sig for børn. Det er – vi er – tre er kvinder, med hver sit udgangspunkt, men alle tre kvinder der har et arbejde at passe, som vi ikke har råd til at frasige os, og som vi må indrette os selv og vores familie efter. Og ja, det er ved gud tre meget forskellige udgangspunkter.

Jeg har det stadigvæk svært med, at sigøjnermanden lader sin kvinde og barn sidde på gaden i beskidt tøj og tigge, mens han kører Mercedes. Men hende i tunnellen havde gjort sig umage. Det var tydeligt. Hun havde gjort sit yderste for at fremstå som den kvinde, hun gerne vil være og måske er: Begavet, dygtig og med stor selvrespekt. Det var i hvert fald det, hun udstrålede. Og passer det, så er min konklusion, at hun er en kvinde i yderste nød. For så står hun kun dér i tunnellen med sin lille knægt, fordi de i modsat fald må gå sultne i seng. Kan hun mon være en flygtning, der ikke kan få et almindeligt job?

Jeg tænker så mange tanker om kvinden med harmonikaen, alt imens tårerne strømmer ned ad mine kinder. Jeg selv var med mine forældre på job, da jeg var lille. Også nogle gange sent om aftenen på diverse tivolipladser. Det er da gået mig udmærket. Mine egne børn lider heller ingen nød, men synes faktisk, det kan være sjovt at være med mor på job.

Jeg håber sådan, at den lille knægt, der står her i Rom og gaber med sin kop i hånden, får, hvad han skal bruge, og snart ligger i sin seng og sover.

Annettes uge på Instagram: