Hvornår kommer mediernes #metoo selvkritik?

Medierne er dygtige til at afdække seksuelle krænkelser i andre brancher og tak for det, men hvor bliver selvkritikken af? Kan det virkelig passe, at der ikke er noget at komme efter hos aviserne og de store tv-stationer?

Det store emne i 2017 var #metoo-bevægelsen, hvor millioner af kvinder stod frem med horrible beretninger om seksuelle krænkelser fra klaps i numsen til fuldbyrdet voldtægt. Det startede med Hollywood-producenten Harvey Weinstein, og herhjemme fokuserede medierne også på filmbranchen, hvor Zentropas Peter Aalbæk i årevis har været berygtet for sin grænseoverskridende adfærd.

Alle, både kvinder og mænd, skal kunne gå i fred uden at frygte seksuelle krænkelser. Derfor er det positivt, at der kommer fokus på kulturen, både på arbejdspladsen og i det offentlige rum, og medierne skal have ros for at tage problemet op. Imidlertid er det påfaldende, hvor få afsløringer der har været om mediebranchen selv.

Det kan selvfølgeligt skyldes, at der ikke er noget at komme efter. At cheferne i de store mediehuse aldrig kunne drømme om at udnytte deres magt til at opnå sex og til at ydmyge og fornedre deres ansatte.

Det er bare ikke det indtryk, man får, når man selv har sin gang i medieverdenen. Her hører man jævnligt anekdoter om alt fra jobsamtaler i saunaer, til praktikanter, der modtager chefens dick-pic som den allerførste mail.

Tidligere direktør for Jysk Fynske Medier Troels Mylenberg siger selv, at alle kvinder, han kender, har oplevet seksuel mobning. Monstro det ikke også gælder hans kvindelige kollegaer? I sidste udsendelse af medie-magasinet Q&A var det også tydeligt, at både værter og gæster kendte til eksempler på mediebosser, der har krænket deres ansatte.

Der er ikke noget galt med flirt på arbejdspladsen, eller at unge kvinder har sex med deres chefer. Problemet opstår, når magt kommer ind i billedet. Her må journalister stille de samme kritiske spørgsmål på deres egen arbejdsplads, som de gør udadtil.