Aj, det er bare løgn.’ Erkendelsen af at jeg er nødt til at tage til København to dage i træk, rammer mig som en kulskovl lige mellem øjnene.

To dage i træk, hvor jeg er nødt til at tage makeup og rigtigt mennesketøj på. Jeg er nødt til lige at tage en kop kaffe mere, mens jeg fordøjer denne kalendermæssige udfordring.

Jeg er blevet sær. Jeg ved det godt.

Jeg forlader nødigt min matrikel, og når det er så koldt, som det er nu, så foretrækker jeg at beholde mit nattøj på hele dagen. Selvom jeg selvfølgelig trækker i min selvlysende flyverdragt, når jeg skal ud at fodre hestene. Det er jeg nødt til. Ellers ville min røv fryse af.

Man skal huske at være taknemmelig for det, man har. Derfor vil jeg bruge denne klumme til at takke stress.

Stress førte mig på sporet af det liv, der gør mig lykkelig. Stressen kom, fordi min krop var klog nok til at gennemskue, at de materielle goder, jeg opnåede ved at gøre mit arbejde godt, ikke gjorde mig glad. Hver gang jeg forsøgte at kompensere for den tomhed, jeg følte, ved at arbejde mere, at opnå mere bekræftelse eller ved at købe flere ting, sendte stressen mig direkte tilbage i fosterstilling. Jo mere, jeg opnåede, des hårdere faldt jeg hver gang, og desto sværere var det at finde roen og lysten til livet.

Stressen var vedholdende. Og indtil jeg lærte at følge min mavefornemmelse og at sætte mig selv før andre, slog den mig ud. Efter jeg er blevet bedre til at navigere i ’skal’, ’bør’ og ’vil’, har både min karriere og mit privatliv taget vilde og fede afstikkere. Nu, hvor jeg gør tingene for min egen skyld og ikke for at imponere andre eller for at gøre andre glade, er jeg blevet meget bedre til det hele. Jeg er blevet en bedre ven, jeg er blevet en bedre mor, og jeg er blevet en meget sejere forfatter.

Jeg troede, at jeg ville have et lækkert hus i København. Og en fed bil. Jeg havde helt sikkert en idé om, at jeg skulle bo i et rent hus, med gulve der ikke farvede mine strømper brune, når jeg gik på dem. Alle mine forestillinger om, hvad der ville gøre mig til en succes, kom fra en afstand-tagen fra min fattige barndom og fra en spejling i, hvad ’de fede’ i min branche gjorde.

Men da målet var inden for rækkevidde, begyndte mindreværdet at kigge frem. Jeg havde ikke de rigtige venner, jeg havde ikke gået på de rigtige skoler, jeg var ikke fin nok. Jeg gjorde mig for meget umage, og det kunne ses. Jo mere jeg stræbte efter at passe ind, desto dårligere fik jeg det. Indtil kloge stress kom og viste mig, at jeg kæmpede den helt forkerte kamp.

Den anden morgen brugte jeg en time på at løse problemet med frosne vandslanger og vandbaljer i folden. Med røde kinder og en vis stolthed kunne jeg gå ind at fejre min egen succes. Det er den slags oplevelser, der booster mit ego for tiden.

Jeg har fundet ro herude på landet. Jeg har fundet den der ’hvilen i mig selv’, som alle snakker om – og jager.

Jeg er et sted, hvor jeg tør stole på min egen smag, hvor jeg ikke hader mig selv, hvis jeg kvajer mig, og hvor jeg er stolt af alt det, jeg har opnået.

En gang imellem er jeg nødt til at klæde mig ud, så jeg passer til folks forventninger om en succesfuld forfatter. Det er sjovt nok, jeg mener, det er da dejligt at se sig selv dullet op – og civiliseret. Men mit rigtige liv er herude på gården. Om seks uger får jeg killinger og om otte uger hvalpe.

Så tager jeg dyrebarsel og helliger mig det, der gør mig glad: At vaske tissetæpper og fjerne bæ i døgndrift. Hurra!