Hvad det er, vi lærer børnene, når vi overdænger dem med medaljer som en belønning for bare at være tilstede? Efter denne oplevelse er min holdning i hvert fald klar.

Dommeren fløjtede 'kampen' af. En flok drenge på fire til seks år havde spillet fodbold eller rettere legebold. De fleste af dem havde haft det sjovt, tror jeg. Men jeg blev mest optaget af ham den lille kommunefarvede og hans forældre. Morten havde det helt rigtige dress. Der manglede bestemt ikke noget, og naturligvis havde han nr.10 på ryggen. I mine øjne var problemet bare, at Morten overhovedet ikke gad spille fodbold, ikke anede hvad det gik ud på, og at det var forældrene, der fik mest motion.

»Kom så Morten! Skyd! Efter den! Løb nu Morten! Nej, den anden vej! Løb efter bolden! Nej, han er med dig, Morten! Du skal den anden vej!«

Det kunne godt lyde som om, Morten tonsede rundt på banen. Det gjorde han ikke, han stod faktisk stille. Helt stille, det meste af tiden. Tilråbene gjaldt Morten, hver gang bolden ramte ham, var i nærheden af ham, eller hvis han kom til at gå ind i den klump drenge, der flyttede sig med bolden rundt på den lille bane. Morten var nu mest optaget af at få kål på den bussemand, han havde kæmpet med et stykke tid, og da han endelig vandt den kamp, blev bussemanden studeret mere end fodbolden.

Men nu var kampen slut, og Morten anede ikke, hvem der vandt eller hvorfor, men kunne forstå på sin far, at nu kom det vigtigste af det hele.

»Kom så Morten!«

»Hva´ skal jeg nu?«

»Du skal have medalje!«

»Hvorfor det?«

»Fordi du spillede SÅ godt, Morten. Du var SÅÅ dygtig. Hold nu op, hvor var du god. Du rørte bolden mange gange.«

Da Morten fik overrakt sin medalje, spillede arrangørerne »We are the Champions,« og forældrene og en bedsteforældre, der var slæbt med for at se barnebarnet, jublede uhæmmet og var helt ellevilde, da Morten kom ned fra podiet med medaljen hængende om halsen.

»Må vi se? Må vi se? NØØØJ, hvor er den flot. Du er bare så god!«

Så er det, jeg spørger: Hvad er det, vi lærer det barn, der nu bliver fotograferet, selfiet og filmet med en 'Nybolig-' eller anden reklamemedalje om halsen?

Forbyd dog medaljer til børn, og hæng de Nybolig-medaljer om halsen på de forældre, der ikke magter at holde mund, når deres børn leger. Lad så børnene lege og spille bold i fred uden at påbegynde det medaljeræs, der i løbet af få år producerer tonsvis af stortudende drenge og piger, der IKKE får medaljer.

Allerede i teenagealderen ser børn i tv-programmer som X Factor, Voice, MGP, Den store bagedyst, Masterchef, Paradise Hotel osv. og lærerf, at livet kun handler om at blive nummer ét. Alt andet er ligegyldigt. Nummer to og nummer tre får ingenting. Slet ingenting. 'The Winner takes it all'. Alle pengene, al opmærksomheden.

Vores samfund fodrer flittigt egoismens uhyre.

Jeg får sikkert ikke mange medaljer for at påstå, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med. Men har jeg ret, håber jeg, at de ansvarlige vil forbyde medaljer til børn og lade dem spille bold for sjovs skyld - de skal nok nå at blive egoistiske endda, inden de bliver voksne.