Det kan være en svær balancegang at bolle uden at lægge bånd på hinanden, men skal vi alligevel ikke prøve at finde en måde, hvorpå ingen får stukket blår i øjnene, men heller ikke stukket de andre kvinders booty i face?

Der er to typer mænd, der bestandig krydser min vej, og jeg er træt af dem begge. Den ene siger søde ting, han ikke mener, og den anden siger så meget og også gerne et par ord om hende, han så i går.

Den første fortæller mig, at jeg er noget helt særligt og ikke helt særlig som i søg-hjælp-særlig (kunne det også have været), men som i at jeg gør noget særligt for ham, og han er vild med det. Han fortæller mig, at jeg er sådan en type, som man forelsker sig i. Han siger, han er helt vild med mig.

Og det er han måske også indtil næste gang, jeg skriver til ham, og han i mellemtiden er gået fra halvvejs forelsket til helt færdig med mig, hvilket er helt fair, men også helt unødigt forvirrende.

Forstå mig ret. Der kan være mange gode grunde til at skrue charmen på, og jeg forstår de fleste. Komplimenter falder let i kampens hede på et dansegulv, og jeg har da selv sagt ting som »det er de stærkeste lår, jeg har set i mit liv« for at få nogen med hjem og i seng.

Men hvad, hvad, skal de søde ord til for, når jeg allerede ligger i en seng efter sex, og det er alt, der skal ske. Jeg behøver ikke superlativer og de fantasier, der følger efter. Prøv i stedet med ærlighed. Vi kvinder kan godt have sex bare for sjov, så der er ingen grund til at sende os ud af døren svævende på et luftkastel.

For mig er det faktisk også dyrebare ord, og lad mig råde dig, mand, til at gemme dem til, når du virkelig møder den smukkeste, sødeste eller sjoveste kvinde i dit liv. Så kan du sige dem til hende med den bævende ængstelighed, som de skal udtales med.

Mens den ene mand ikke er ærlig nok, er den anden næsten for meget af det gode. Lad mig komme med nogle eksempler: Under en sexting-session var der en flirt, som sendte mig et screenshot af en anden samtale, han havde med en anden kvinde, som jeg også skulle se. Beskeden startede:

»Du gør mig så kåd.. Jeg kan virkelig godt lide din pik.«

Jeg ville gerne have undværet den besked. Ikke kun fordi jeg er for sexting, hvad Thomas Blachman er for X Factor: Urimelig kritisk og derfor også stærkt utilfreds med brugen af 'kåd' (teenagedrenge er kåde, og kvinder har lyst) og aldrig to prikker (valget står mellem ét punktum eller tre punktummer), men også fordi jeg ikke har brug for beviser på, at jeg ligger i en bunke af andre liderlige kvinder. Det ved jeg godt, at der er en sandsynlighed for, at jeg gør.

En anden mand ville efter sex umotiveret vise mig en video af en kvinde, han havde set ugen før. Hun havde moves, kunne jeg forstå.

Før jeg kunne nå at sige »nej, det er vist hævnporno,« havde han fundet en videoen frem. På videoen var hun (gudskelov) påklædt og i gang med at twerke (jeg kan ikke twerke). Og selvom det virkelig var imponerende, og hun virkelig var smuk, havde jeg hellere været fri. Og det handler ikke kun om misundelse, men også om, at jeg har brug for, at vi bare er os, også selvom tosomheden er en illusion, vi sætter op i de nøjagtig syv timer, før mit vækkeur ringer, og jeg skal hjem.

Tosomheden er ikke et ubrydeligt ideal. Der kan være undtagelser. Hvis kvinden fra i går har givet dig, mand, hepatitis C eller en anden kønssygdom, så vil jeg faktisk meget gerne høre om hende.

Og det er heller ikke, fordi jeg ikke gerne vil høre alle røverhistorierne. Ligesom jeg gerne vil underholde med min sexhistorie om neurologen med alle marsvinene, vil jeg gerne høre om hende, der ville gøre dig til sin anal-lærling. Det lyder spændende, fortæl mig mere, men hvis det var i går, så udelad den detalje.

Det kan godt være, der ikke er nogen gylden middelvej for uærlig og for ærlig. At det er ligesom et karbad, hvor vandet enten er for varmt eller for koldt. Alligevel forestiller jeg mig en løsning, der hedder ærlighed med måde. Fortæl hvad du vil, og hvad du synes, men du behøves ikke overfodre mig med de andre kvinder.

Jeg ved godt, de er der, jeg behøver ikke at få sat ansigt på. Man må også gerne sige, at man har brug for, at vi leger kærester, men virkelig kun for i aften. Den leg kan vi godt lege, men fortæl mig, at dine komplimenter så er tomme ord.