Mange danskere er glade for kongehuset, men prinser og prinsesser hører til i eventyr - ikke i den virkelige verden. Hvorfor har vi sat helt almindelige mennesker op på en piedestal og gjort deres begravelsesønsker til omdrejningspunktet for en offentlig debat?

Det konstitutionelle monarki er ældgammelt og støvet – det er på høje tid, at Danmark bliver fuldstændigt demokratisk. Det her er ikke værdigt eller retfærdigt over for nogen. Det er ikke fair for vores folkestyre, at de demokratisk valgte politikeres lovforslag skal igennem en formel tur hos Dronningen, før de bliver en realitet.

Det er ikke fair over for befolkningen, at vi ingen indflydelse har på, hvem der er landets statsoverhoved. Det er uretfærdigt og udemokratisk, at majestæten kan rejse verden rundt og repræsentere landet, blot fordi hun tilfældigvis blev født med privilegier.

Det er heller ikke fair for Dronningen, at hun aldrig selv kan deltage i det demokrati, hun lever i. Ja, tænk at vi har bundet hende på hænder og fødder, så hun ikke kan ytre sig om samfundsmæssige spørgsmål.

Det er heller ikke fair for prins Henrik, der bliver sat skakmat i et forældet spil om titler og hierarkier. Det er uværdigt, at han på sine sidste dage stadig bliver udstillet for sine drengedrøm om en kongetitel.

Misforstå mig ikke: den middelalderlige tankegang om at opnå status gennem sin ægtefælle er håbløs og umoderne. Titler, magt og ære er noget, man bør arbejde sig til, ikke gifte sig til. Kongehusets medlemmer dyrkes som forbilleder og idoler for mange danskere. De er nærmest folkehelte.

Men kongehuset er alt andet end forbilledligt. Lad os se op til dem, der har kæmpet for at nå deres drømme. Hvorfor skal vi hylde dem, der er født til et liv med magt, ære og medietid?

Lad os hellere hylde de ægte helte! Superhelte som Nadia Nadeem, der som barn er flygtet fra Taleban i Afghanistan og i Danmark har skabt en fremtid for sig selv. Nadia Nadeem der til dagligt både klarer et medicinstudie og samtidig brillerer på det danske kvindelandshold.

Jeg beundrer hende for sit gå-på-mod, sin flid og det overskud, hun udviser, når mavesure DFere beklager sig over en indvandrers succes, mens Nadia Nadeem smiler overbærende. Hun er ikke Belle, Jasmin eller Rapunzel. Hun er en person, der intet har fået forærende, men har skabt sit eget eventyr. Dét er et forbillede!

Vi lever i 2017, så det er tid til at skifte folkeheltene ud. Væk med prinser og prinsesser – de har ingen plads i demokratiet.