Biler, biler, biler.

Når en jyde som mig kommer til storbyen København, ser jeg næsten ikke andet end biler. Til gengæld bliver en jyde som mig også imponeret af, hvor meget offentlig transport der egentligt er i København - og Aarhus for den sags skyld.

Her kan jeg da nogle gange stoppe undrende op og tænke over, hvorfor flere ikke benytter sig af denne offentlige transport. Den er jo både mere bæredygtig og langt billigere i længden. Med to naturvidenskabelige forældre er jeg vokset op med viden om, hvor godt vi skal passe på vores klode.

Hver gang jeg foretager en handling, overvejer jeg lige en ekstra gang, om der er en alternativ og mere bæredygtig måde at udføre denne handling på. Sådan har min opvækst vel smittet af på mig, ligeså vel som andre børns opvækst smitter af på dem. Her skænker jeg også aarhusianerne og københavnernes transportmetoder en ekstra tanke. Var der måske en bedre måde at gøre de to byer mere bæredygtige?

Svaret er forbud imod privatbilisme i København og Aarhus. Aarhus og København er de to største byer i Danmark, hvilket også kan mærkes på antallet af biler i byerne. Biltrafikken i Aarhus er steget med 12 procent fra år 2000 til 2016, fremgår det af Aarhus Kommunes hjemmeside. Det kan faktisk blive vildere endnu. For i København er antallet af personbiler alene steget med 12 procent fra år 2012 til 2016. Danmarks udledning af CO2 steg alene i 2016 med 5,6 procent i forhold til det forrige år, viser en foreløbig vurdering fra Energistyrelsen.

Et forbud mod privatbilisme ville betyde, at langt flere københavnere og aarhusianere ville benytte sig af offentlig transport eller cykel. Det ville betyde, at udslippet af CO2 ville være langt mindre end førhen. En personbil udleder mellem 110-140 gram CO2 pr. kilometer, bilen kører. Det er en meget stor mængde CO2 , der bliver udledt af rigtig mange mennesker. Men hvad nu hvis disse mennesker valgte at tage bussen? Så ville de i stedet for kun udlede 30 gram CO2 pr. kilometer i en bus - sammen med 20-50 andre passagerer.

Måske er turen lidt længere, men den er betydeligvis meget mere bæredygtig! Ved at have en bilfri by, ville der også være langt færre biluheld. Der var i 2016 dobbelt så mange tilskadekomne eller døde i trafikken i forbindelse med bilister eller passagerer i biler, end der var i forbindelse med cyklister, viser tal fra Danmarks Statistik. Jeg kunne derudover også godt forestille mig, at langt de fleste færdselsuheld på cykel er forårsaget af biler eller lastbiler.

Ved et forbud imod privatbilisme vil der være en stor del af storbyerne med ubrugelige parkeringspladser. Disse steder vil man med fordel kunne plante træer og planter og dermed omdanne dem til parker og legepladser. Dette vil give storbyerne endnu flere mødepunkter. Træerne og planterne vil ydermere optage noget af det CO2, der bliver udledt f.eks. fra fabrikker. En win-win-situation hvis du spørger mig!

Det er en træls omvæltning for de indbyggere i de to storbyer, som er vant til at sætte sig ned i sin lille bil ved enhver lejlighed. Det er en proces og kan virke uoverskueligt i starten, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre selv for denne type mennesker.

For at få dette til at fungere tror jeg også, at man skal gøre offentlig transport mere effektivt og eftertragtet. Det indebærer jo blandt andet, at busserne kommer til tiden, priserne bliver lavere i takt med, at flere benytter sig af offentligt transport, og at der kommer flere og mere fleksible afgange. Jeg tror på, at et forbud imod privatbilisme i Aarhus og København ville være et stort skridt i retningen mod at mindske den globale opvarmning.

Jeg tror på, at vi må stoppe med at være egoistiske, men også tænke på vores medmennesker - og dyr for den sags skyld. Jeg tror, det ville være en stor ting for Danmark globalt som nationalt at vise, vi er et land, der tager ansvar. Måske kan vi få flere med på bølgen, og vi kan mindske den globale opvarmning endnu mere. Så er du klar til at lade bilen stå og tage cyklen eller den offentlige transport på vej til arbejde, skole eller noget helt tredje i morgen? Jeg ved, at jeg er!