Øverst kan du se videoen fra Facebook-opslaget fra Dansk Folkeparti, som har skabt stor debat

Jeg er i denne uge i erhvervspraktik hos socialdemokraten og folketingsmedlemmet Yildiz Akdogan.

Her skal jeg følge med i en politikers dagligdag. Her fra Christiansborg har jeg fulgt nøje med i debatten om ’de Somaliske kvinder’. Jeg må indrømme jeg var i chok, da jeg læste Dansk Folkepartis Facebook-opslag med en video, hvor partiet spurgte, hvorvidt de somaliske kvinder i Danmark er en berigelse eller en byrde.

Min mor er somali, og jeg er halv somali, og derfor blev jeg meget påvirket. Jeg er 14 år gammel, går i 8. Klasse og er meget skuffet over den behandling 'vi' får.

Selvom jeg selv ikke er fuld somali, selvom jeg aldrig har været i Somalia, og selvom jeg ikke kan tale somalisk, så følte jeg mig udstillet og uvelkommen pga. DFs oplag.

Jeg kan slet ikke se meningen med det. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad det er, de mener at de får ud af et opslag som dette.

Derfor skrev jeg en mail til DFs undlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, for lige at høre, om han var frisk på at tage en kop kaffe med mig og forklare mig, hvorfor de mener, min mor og jeg er en byrde – for sådan ser jeg det ikke. Jeg håber, Martin er frisk på en dialog.