Hele 261.000 biler fra kæmpeproducenten Volkswagen er blevet kaldt tilbage fra det amerikanske marked.

Det skyldes en defekt i brændstoftanken, der i værste fald kan udløse en brand i køretøjet.

Ifølge trafikmyndigheden National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) drejer det sig om en lang række forhjulstrukne modeller fra forskellige mærker:

  • Audi A3 Sedan fra 2015-2020.
  • Audi A3 Cabriolet fra 2015-2019.
  • Volkswagen Jetta GLI fra 2019-2020. 
  • Golf Sportwagen GP fra 2018. 
  • Golf Sportwagen A7 fra 2018-2019.
  • Golf Sportwagen fra 2015-2017.
  • Golf GTI fra 2015-2020. 
  • Golf A7 fra 2015-2020.

Helt præcist er der tale om en brændstofpumpe, der kan lække på grund af en mangelfuld pakning.

Derfor kan brændstoffet ende med at skvulpe ud fra bilen, og skulle den komme i kontakt med en gnist eller lignende, kan der altså opstå en brand.

Endnu har det ikke været tilfældet oplyser Volkswagen.

Ifølge CNN blev nogle af modellerne også i 2016 kaldt tilbage af samme årsag. Men den nye pumpe skulle dog ikke have løst problemet, viser dokumenter.

De berørte bilejere vil i løbet af april få en mail fra Volkswagen og en indkaldelse til en udskiftning af de pågældende dele. Uden beregning.

Volkswagen i Danmark oplyser til B.T., at der udelukkende er tale om tilbagetrækninger på de amerikanske marked.