Den ene rival efter den anden har sat priserne ned. Men hos rigtig mange danske bilkøbere er Tesla fortsat den foretrukne løsning.

Det viser nye tal for salget af biler i Danmark i årets første to måneder, og ekspert mener, at der er fire overordnede årsager til den fortsatte succes.

Den samlede bilbranche havde med spænding set frem til offentliggørelsen af de endelige salgstal for februar.

De ramte gaden fredag, og i tallene står det helt klart: Danske bilkøberes kærlighed til Tesla brænder stadig intenst.

I årets to første måneder har Tesla Model Y således igen lagt konkurrenterne bag sig i støvet.

I alt blev der solgt ufattelige 17.955 nye udgaver af Tesla Model Y på det danske marked i 2023, og det er det højeste antal salg af en enkelt model på et kalenderår nogensinde.

Samlet stod Tesla for 22.333 solgte biler, hvilket svarer til godt hver ottende nye bil i Danmark sidste år.

I 2024 er der indtil nu blevet solgt 1.300 udgaver af Tesla Model Y i Danmark, og det placerer, som tallene lige herunder viser, klart flest af alle bilmodeller i Danmark.

Samtidig kan det bemærkes, at Tesla Model 3 foreløbigt kommer ind på en syvendeplads med 532 nysolgte.

BILSALG DANMARK JAN-FEB 2024 (antal solgte)
1 Tesla Model Y (1.300)
2 Citroën C3 (828)
3 Peugeot 208 (822)
4 Audi Q4 e-tron (624)
5 Peugeot 2008 (623)
6 Toyota Aygo X (558)
7 Tesla Model 3 (532)
8 Opel Corsa (484)
9 Skoda Enyaq iV (450)
10 Toyota Yaris Cross (400)
11 Volvo XC40 (372)
12 Fiat 500 (339)
13 Ford Mustang Mach-E (339)
14 Toyota Yaris (332)
15 Nissan Ariya (319)

»Der var mange, der troede, at markedet var blevet mættet på grund af det ekstremt gode salg sidste år,« bemærker forbrugerøkonom Ilyas Dogru hos FDM om salget af Tesla Model Y.

»Men selv om bilmarkedet befinder sig et sted, hvor der findes ret mange attraktive modeller i samme prisklasse, så fortsætter Tesla,« forklarer han.

Godt nok ligger salget af Tesla Model Y indtil nu 13 procent lavere end i samme periode sidste år, men her var andre faktorer – store prisnedsættelser – i spil, pointerer Ilyas Dogru.

»I forbrugernes øjne står Tesla for en gennemprøvet elbilteknologi, en veludbygget og en velfungerende ladeinfrastruktur,« forklarer han desuden.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM
Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM
Vis mere

Ilyas Dogru peger på, at der især er fire faktorer, som spiller ind, når man skal forsøge at forklare, hvorfor danskerne elsker Tesla i så ekstrem grad, som det er tilfældet:

»De fire er pris, rækkevidde, ladehastighed både ude og hjemme og så funktionaliteten. Tesla er gået fra at være et premium-mærke til at være meget mere folkeligt. Og mange er nysgerrige omkring Tesla,« understreger han.

»Danskerne oplever ikke velfærdstab ved at skifte til elbil, og her tænker jeg også på en række af konkurrenterne, eksempelvis Skoda Enyaq, Volkswagen ID.4 og så videre,« siger Ilyas Dogru.

Han bemærker, at salget af adskillige af Teslas rivalers modeller er i hastig vækst i 2024 indtil videre.

Eksempelvis er salget af Skoda Enyaq steget med 183 procent i forhold til februar 2023.